Pressemeddelelse —
Fra elev til direktør i Bygma Viby Sjælland
Bygma Viby Sjælland får ny direktør, når Patrick Kristoffersen tiltræder den 1. oktober. Fra elev til direktør i Bygma Viby Sjælland Han overtager ansvaret fra Rasmus Bach Ølgaard, der fortsætter sin karriere internt som direktør hos Bygma Rødovre.
Med udnævnelsen tager 35-årige Patrick Kristoffersen endnu et markant skridt i en imponerende karriere i Bygma. Han har en lang og stærk historie i koncernen, som startede i 2009, da han som 18-årig trådte ind ad døren som elev. Siden da har han udviklet sig gennem flere nøgleroller i organisationen og kommer senest fra en stilling som salgschef hos Bygma Roskilde.
Den nye direktør ser frem til at komme i gang med at drive forretningen videre:
- Jeg glæder mig enormt meget til at lære medarbejderne og de lokale kunder i Viby Sjælland godt at kende. Min tilgang er at gå ydmygt til opgaven og bygge videre på den rigtig gode forretning, jeg overtager. For mig handler det om at skabe nære relationer og tryghed, hvor kunderne altid oplever stærk faglig vejledning og god service - og hvor en aftale selvfølgelig er en aftale.
Da jeg i sin tid startede som elev i Bygma, var der nogen, der så et potentiale i mig og gav mig muligheden for at vokse karrieremæssigt. Den kultur vil jeg bringe med mig som direktør ved at give mine medarbejdere ansvar og plads til at udvikle sig, så vi sammen kan blive bedre. Jeg har også ambitioner om at Bygma Viby Sjælland er de lokale kunders foretrukne trælasthandel, så vi kan skabe endnu mere vækst i området, udtaler Patrick Kristoffersen.
Kendskab til forretning og kultur
Det dybe kendskab til organisationen og kulturen bliver en central drivkraft for Patrick Kristoffersen i hans nye rolle i Viby Sjælland, hvor han skal stå i spidsen for den fortsatte udvikling af Bygma-filialen samt vejledning og servicering af både professionelle håndværkere og private kunder.
Steen Vulpius, regionsdirektør i Bygma Region NØ, glæder sig over udnævnelsen og fremhæver Patricks karriereforløb som et mønstereksemplar på koncernens interne talentudvikling:
- Patrick har et indgående kendskab til både forretningen, organisationen og kulturen, og vi ser i den grad frem til, at han nu bringer sin erfaring og sine stærke kompetencer i spil som direktør for Bygma Viby Sj. Hans vej fra udlært i Bygma til salgschef og nu direktør er et stærkt billede på de muligheder for faglig og ledelsesmæssig udvikling, der findes i Bygma.
Med bopæl i Ringsted har 35-årige Patrick Kristoffersen et stærkt lokalt kendskab til Midtsjælland. Han ser frem til at blive et velkendt ansigt i lokalområdet og byde både nuværende og nye kunder velkommen i Bygma Viby Sjælland fra den 1. oktober.
Emner
Kategorier
Regions
Bygma Gruppen A/S beskæftiger godt 3.000 medarbejdere fordelt på flere end 125 forretningsenheder i Nord- og Centraleuropa. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af trælastprodukter og bygningsartikler til de professionelle håndværkere og private forbrugere. Med en samlet omsætning på ca. DKK 11,6 mia. hører Bygma Gruppen A/S til blandt de største i branchen.