Nyhed -

COVID-19: Mulighed for opkvalificering i stedet for afskedigelser under corona-krisen

Ufaglærte og faglærte inden for service, turisme, hotel og restaurationsbrancherne får nu mulighed for et 30 dages online opkvalificeringsforløb. Mens medarbejderne deltager i fjernundervisningen, kan virksomhederne få dækket deres løntab gennem midler fra VEU-godtgørelse og kompetencefonde.

Den nye mulighed for opkvalificering sker i et forsøg på at forhindre afskedigelser mens restrauranter og hoteller står tomme under corona-krisen. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse

3F, HORESTA og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er gået sammen om en model, hvor virksomheder fra hele landet kan sende ufaglærte og faglærte medarbejdere på kompetenceudvikling i op til 30 dage. Rybners Kursuscenter udbyder forløbet, der fokuserer på branchespecifikke kompetencer såsom personligt salg, online kundeservice, markedsføring og fødevarehygiejne.

I uddannelsesperioden kan virksomhederne få løntabet godtgjort dels fra VEU-godtgørelse og dels fra kompetencefondsmidler, såfremt der er adgang til disse gennem overenskomsten. Det betyder, at virksomhederne ikke har udgifter til medarbejdernes løn i uddannelsesperioden. Virksomhederne betaler alene kursusgebyret.

Opkvalificeringsforløbet, der udbydes som fjernundervisning, giver deltagerne merit, hvis de senere vil fortsætte på en ordinær faglært uddannelse.

"Det her et virkelig godt initiativ. I den her svære tid med store udfordringer på arbejdsmarkedet, er det dejligt at se, når parterne går sammen om gode modeller, der kommer både lønmodtagere og virksomheder til gode. Det er fantastisk, hvis nogle virksomheder ligefrem kan få medarbejdere styrket tilbage, i stedet for at de i værste fald må afskediges," siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), i pressemeddelelsen.

Administrerende direktør i HORESTA Katia K. Østergaard siger:

"Hoteller, restauranter, barer og mange andre virksomheder i vores erhverv er utrolig hårdt ramt af denne ekstreme situation. Derfor søger vi selvfølgelig alle initiativer, som kan hjælpe virksomhederne med at holde på deres medarbejdere."

Mere information

Læs pressemeddelelsen på Beskæftigelsesministereriets hjemmeside

Læs mere om forløbet på HORESTA's hjemmeside

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • socialt ansvar
  • virksomhed
  • arbejdsmarked

Kontakt

Dorthe Lundh

Pressekontakt Presseansvarlig Kommunikation og Marketing 4016 3101

Ea Nielsen

Pressekontakt Souschef Kommunikation og marketing 4128 4126