Skip to main content

Minister: Alt for mange unge uden job eller uddannelse

Nyhed   •   Nov 08, 2019 10:21 CET

En stor gruppe unge står uden for arbejdsmarkedet, og det skal der gøres noget ved, mener undervisningsministeren

Mere end 45.000 unge under 25 år er hverken i gang med en uddannelse eller et job, og det er alt for mange mener undervisningsminister, Pernille Rosenkratz-Theil. Virksomhederne skal være en del af indsatsen, mener ekspert.

I 2018 var mere end 45.000 unge i alderen 15-24 år uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet, svarende til omkring hver 15. unge i den alder. Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet

Det er ikke godt nok, mener børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

”Alle unge fortjener en god start på livet, hvor de er en del af samfundslivet og indgår i et fællesskab. Men vi kan se, at der er stadig er alt for mange, hvor det ikke lykkedes, og som ender uden fast tilknytning til uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet. Derfor er det godt med den nye FGU-uddannelse, som kan være et skridt på vejen for de unge, der har brug for at få styrket deres faglige, sociale og personlige kompetencer. Målet er, at alle skal med,” siger hun.

Fra 2017 til 2018 stod andelen af unge under 25 uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet stort set stille. Sammenlignet med 2017 faldt gruppen med 0,1 procentpoint svarende til under 500 personer.

Seniorkonsulent hos Cabi, Jesper Pedersen, mener at erhvervslivet bør tænkes ind i den indsats, som skal få de unge i gang med en  uddannelse.

"Mange virksomheder vil gerne på banen tidligere, i stedet for at vente på de unge står nede på jobcentret. Virksomhederne kan give et billede af arbejdsmarkedet og eventuelle uddannelsesmuligheder. De kan give struktur og stille krav i hverdagen, give identitet, motivere og give selvværd, og ikke mindst træne de unges personlige, sociale og faglige kompetencer, der er brug for i livet, herunder i job og uddannelse," siger han. 

I oktober 2017 blev partierne bag den Forberedende Grunduddannelse (FGU) enige om en ny uddannelsespolitisk målsætning. Målsætningen indebærer blandt andet, at flere unge skal have tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked inden 2030.

Konkret skal andelen af unge op til 25 år, som ikke har tilknytning til hverken uddannelse eller arbejdsmarked, halveres inden 2030. I 2016 var tallet 7 procent. Denne andel skal være halveret til 3,5 procent inden 2030.

Mere information

Læs mere på Børne- og Undervisningsminsiteriets hjemmeside

Se også Cabis ungeanbefalinger og anbefalinger fra virksomheder til virksomheder

Du kan også få inspiration i Cabis tema om unge