Nyhed -

Online paneldebat: Socialt ansvarlige ansættelser som konkurrenceparameter i byggeriet?

I byggebranchen er der brug for flere hænder. Samtidigt er der mange, som står på kanten af arbejdsmarkedet. Det ville være godt, hvis de to ender kunne mødes. Virkeligheden er dog mere kompleks. Dagens panel diskuterer mulige veje frem - fx ved hjælp af partnerskaber og videndeling.

I denne debat blev deltagerne klogere på, hvordan der kan og bør tages socialt ansvar i byggebranchen. Denne branche har bunkevis af opgaver, men ikke nok hænder på sigt til at banke søm i, installere el og sortere affald. Giver det mening at gøre ansættelser fra kanten af arbejdsmarkedet til et konkurrenceparameter i byggeriet, så flere vil løse rekrutteringsproblemerne på denne måde?

Paneldeltagerne er alle enige i, at det giver mening at give udsatte borgere en chance i byggeriet bl.a. grundet virksomhedernes tredobbelte bundlinje og FNs Verdensmål 8 (Anstændige jobs og økonomisk vækst). Peder Johansen, direktør for forretning, kunder og udvikling hos Enemærke & Petersen, understreger vigtigheden af, at byggebranchen ikke lukker øjnene for de potentielle medarbejdere, som kommer fra kanten af arbejdsmarkedet:

Vi skal også bidrage til nogle af samfundets udfordringer. Hvis man kapitaliserer den værdi, man får ved at flytte folk fra passiv forsørgelse og ind på arbejdsmarkedet, og den medfølgende effekt det har, så handler det om rigtig mange samfundskroner.

Der er dog ikke en fælles konsensus om, hvordan byggebranchen skal åbne dørene for den nye arbejdskraft, hvad enten det er i praktikforløb, fleksjob eller job på få timer.

Panelet diskuterer blandt andet følgende muligheder:

  • De sociale ansættelser kan blive et konkret konkurrenceparameter i form af bl.a. sociale klausuler. Dermed tvinges entreprenører til at tage et socialt ansvar, hvis de vil vinde offentlige udbud. Det diskuteres dog, at sådanne klausuler kan skabe flere problemer, end de løser.
  • Sociale ansættelser kan blive et konkurrenceparameter, som ikke gøres til ‘lov’, men blot bliver en del af almindelig konkurrence blandt leverandører, der byder på et udbud. At virksomheden har en social profil kan skabe ekstra interesse.
  • Fortsat videndeling og deling af de gode eksempler kan inspirere parterne til at rekruttere fra kanten af arbejdsmarkedet nu eller på sigt. Bl.a. kan ansættelse af lokale kræfter minimere hærværk, oplever Enemærke & Petersen.
  • Etablering af partnerskaber i byggebranchen, så man lærer af hinandens erfaringer og bruger hinandens kompetencer. Det har en bredere appel til markedet end deciderede klausuler, mener dele af panelet.
  • Byggeriet for samfundsansvar har udarbejdet et charter, som kan bruges som en fælles hensigtserklæring, når man vil tænke social ansvarlighed ind i byggeriet.

Byggebranchen bør dog arbejde på miljøet og tonen på en byggeplads, så den kan rumme de personer, som kommer fra kanten af arbejdsmarkedet. En indsats, som allerede er i gang, understreger Torben Liborius, underdirektør i DI Dansk Byggeri.

Desuden blev problematikken med, at kun 9 % af medarbejderne i byggebranchen er kvinder, og at der samtidigt er brug for arbejdskraft, debatteret. 

Paneldeltagere:

Peder Johansen, direktør for forretning, kunder og udvikling hos Enemærke & Petersen
Torben Liborius, underdirektør i DI Dansk Byggeri
Henrik Møller, MF og beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet
Christina Schulz, Sekretariatsleder hos Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar
Mette Rønnau, direktør i Cabi.

Facilitator:

Ea Nielsen, Souschef i Cabi.

Bliv klogere på socialt ansvar i byggebranchen - hør paneldebatten her (varighed: 45 minutter)

Læs mere om social beskæftigelse i byggeriet 

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • rekruttering
  • arbejdsmarked
  • socialt ansvar
  • virksomhed
  • byggeri
  • cabi

Kontakt

Dorthe Lundh

Pressekontakt Presseansvarlig Kommunikation og Marketing 4016 3101

Ea Nielsen

Pressekontakt Souschef Kommunikation og marketing 4128 4126