Gå til indhold
Foto: Thomas krydser målstregen ved triatlonen i 2023 sammen med sine kolleger og holdkammerater Morten til højre og Per til venstre, som løber i mål med ham med det danske flag i hånden.

Nyhed —

Et år med træning, fællesskab – og lidt nordisk konkurrence

Spirit of Belron Challenge er noget, mange medarbejdere hos Carglass® Danmark træner frem mod gennem hele året. Og når kilometerne samtidig tæller i en nordisk konkurrence mod svenskerne, nordmændene og finnerne, bliver det selvfølgelig lidt ekstra sjovt.

Spirit of Belron Challenge, SOBC, er et årligt initiativ i Belron, der kombinerer motion, fællesskab og velgørenhed. Årets store højdepunkt var Day at Dorney uden for London, hvor kolleger fra hele verden mødtes for at løbe, cykle, svømme og konkurrere i forskellige triatlondiscipliner.

Samtidig kunne alle medarbejdere samle kilometer hjemmefra. I Norden blev det desuden til en konkurrence mellem Carglass® i Danmark, Sverige og Finland samt Hurtigruta Carglass® i Norge.

Lidt sjovere, når svenskerne skal slås

På det danske kontor skiftedes kollegerne til at bruge en spinningcykel ved skrivebordet, mens de arbejdede. Andre tog ekstra gåture i frokostpausen eller cyklede lange ture for at samle så mange kilometer som muligt.

I år vandt Norge den nordiske kilometerkonkurrence. Men Danmark fik revanche ved Day at Dorney og blev det nordiske land med flest medaljer: 5 guld, 2 sølv og 2 bronze.

– Jeg er utrolig stolt af vores medarbejdere og det engagement, de har vist. Alt sammen for en god sag og med lidt ekstra motivation i at slå især svenskerne. Norge vandt ganske vist kilometerkonkurrencen, men på podiet i England viste vi vores nordiske kolleger, hvor skabet skal stå, siger Mads Søgaard, administrerende direktør i Carglass® Danmark.

Et mål, der motiverer hele året

For mange medarbejdere er SOBC blevet et mål, der motiverer til træning længe før Day at Dorney. En af dem er Thomas fra Carglass®-værkstedet i Albertslund, som tidligere har gennemført både super sprint og marathon relay ved SOBC.

I år blev det til fem kilometer for Thomas – en stærk præstation efter for nylig at være blevet erklæret kræftfri. At stå på startlinjen igen og gennemføre løbet blev endnu et vigtigt skridt på vejen tilbage.

Og Thomas ser allerede fremad. Træningen fortsætter, og næste år er målet at være tilbage på triatlonbanen – stærkere end nogensinde.

– SOBC for mig betyder fællesskab på tværs af kontinenter og gensynsglæde med dem man kender og ikke mindst i en god sags tjeneste. Forberedelserne til næste år er i fuld gang - løbetræning 2-3 gang om ugen i håb om og realisere en drøm om at lave et nordisk team: Norge, Sverige, Finland og Danmark I marathon relay, siger Thomas.

Alle kilometer tæller

I løbet af årets virtuelle udfordring samlede medarbejderne i Carglass® Danmark tilsammen 3.795 kilometer. For hver registreret kilometer donerer Belron én euro til Afrika Tikkun, hvilket betyder, at den danske indsats bidrager med 3.795 euro til organisationens arbejde for at skabe bedre fremtidsmuligheder for børn og unge i Sydafrika.

Derudover donerer Carglass® Danmark 69.000,- til Afrika Tikkun. De medarbejdere, der deltager i Day at Dorney i England, bidrager også personligt gennem et løntræk på 1200,- kr., som ligeledes går til Afrika Tikkun.

Det er noget af det, der gør SOBC til noget særligt. Nogle træner hele året frem mod et triatlon, mens andre tager en ekstra gåtur i frokostpausen – men alle bidrager til det samme mål.

Og næste år starter kilometertælleren på nul igen. Så får Danmark en ny chance for at tage både kilometerne og medaljerne.

Emner

Kontakt

  • Thomas krydser målstregen ved triatlonen i SOBC 2023.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    2500 x 1667, 657 KB
    Download