Press release -
Bastian Buus i kamp mod Max Verstappen på Nürburgring
Bastian Buus deltager i weekendens langdistanceløb på Nürburgring, hvor danskeren skal hjælpe Dinamic GT og Pirelli med at forberede sig til 2026-udgaven af 24-timersløbet.
Årets højdepunkt for Bastian Buus er indtil videre podieresultatet i det verdensberømte 24-timersløb på Nürburgring, hvor den danske Porsche-fabrikskører kørte Dinamic GT-teamets Porsche 911 GT3 R over målstregen på en tredjeplads. Den trofæindbringende præstation har kun styrket danskerens rolle på det italienske hold, som denne weekend stiller op til niende afdeling af Nürburgring Langstrecken-Serie.
– Weekendens opgave er at tage hul på forberedelserne til næste års udgave af 24-timersløbet. Vi har en masse feedback, som vi skal evaluere og prøve af, og samtidig stiller vores partner, Pirelli, med nye dæk, som også skal testes, lyder det fra Bastian Buus.
Buus stiller op sammen med Joel Sturm i Pro-klassen, hvor makkerparret blandt andet skal kæmpe imod den firedobbelte Formel 1-verdensmester Max Verstappen, som stiller op for Ferrari-teamet Emil Frey Racing. Red Bull-stjernen deltager angiveligt i løbet for at forberede sig på sin egen fremtidige deltagelse i det tyske 24-timersløb, hvilket har skabt ekstra stor opmærksomhed på weekendens ræs.
– Det kaster glans over weekenden, at så stort et ikon stiller op, og samtidig fortæller det en del om, hvor prestigefyldt 24-timersløbet med tiden er blevet. Umiddelbart tror jeg ikke, vi har farten til at kunne være helt med i toppen, men man ved aldrig. Det kunne være fedt at slå en Formel 1-verdensmester, tilføjer danskeren.
Niende afdeling af Nürburgring Langstrecken-Serie flages grønt lørdag den 27. september klokken 12.00 og kan følges live på YouTube.