Press release -
FIA WEC: Nicklas Nielsen sigter mod nyt podie i Japan
Den danske Ferrari-kører sikrede et VM-trofæ i Texas og vil gentage succesen, når syvende og næstsidste afdeling af FIA World Endurance Championship afvikles denne weekend på japanske Fuji.
Efter nogle besværlige VM-løb på Le Mans og i São Paulo hen over sommeren lykkedes det for tre uger siden Nicklas Nielsen at vende tilbage på podiet med en andenplads i sæsonens sjette afdeling af FIA World Endurance Championship i Austin, Texas.
Dén præstation håber den danske Ferrari-fabrikskører – som efter podieresultatet i Texas kunne annoncere en forlængelse af sin kontrakt med det italienske motorsportshold – at bygge videre på, når syvende og næstsidste afdeling af verdensmesterskabet afvikles denne weekend på japanske Fuji.
– Det var fedt at være tilbage på podiet i Austin, og denne weekend satser vi naturligvis på endnu et stærkt resultat. Fuji er en unik bane med et særligt layout, som kombinerer en lang langside med en række tekniske sektioner, der byder på forskellige typer af sving, hvor trafikken kan være svær at komme igennem, forklarer Nicklas Nielsen.
– Vi har stadig til gode at sikre et topresultat på Fuji. Det er ikke vores favoritbane, hvis man kigger på tidligere års resultater, men vi stiller som altid op med høje ambitioner. Vejret er altid uforudsigeligt på Fuji og kan være med til at åbne muligheder.
Nicklas Nielsen stiller op til Fuji-løbet med sine faste teamkammerater, Antonio Fuoco og Miguel Molina. Kvalifikationen afvikles lørdag den 27. september klokken 15.00 lokal tid – det er klokken 08.00 dansk tid – mens det seks timer lange VM-løb skydes i gang søndag den 28. september klokken 11.00 lokal tid (04.00 dansk tid). Eventet kan følges live på TV 2 Play, Eurosport eller FIA WEC TV.