Press release -
Flot felt af biler klar til Formula GT Challenge-finale på Jyllandsringen
FDM Jyllandsringen lægger asfalt til sæsonfinalen i Formula GT Challenge, som trækker det hidtil flotteste felt af Ferrari-racere fra både Danmark og Sverige til Silkeborg.
Efter tre succesfulde afdelinger af Formula GT Challenge venter nu finalen, som finder sted i forbindelse med DM Finalen på FDM Jyllandsringen den kommende weekend. Første sæson af det nye skandinaviske GT-mesterskab for racerbiler fra Maranello har budt på masser af tæt ræs, spænding og underholdning for Ferrari-fans og motorsportsentusiaster – og med 12 biler tilmeldt finaleweekenden er der lagt op til et brag af en afslutning.
Der er noget at se frem til for publikum til årets sidste store motorsportsevent. Deltagerlisten tæller nemlig et blandet felt af både 458- og 488-modeller samt den seneste aftapning fra Ferraris stald af GT-biler, 296 Challenge.
Kørerne kommer både fra Danmark og Sverige – heriblandt den erfarne svensker Tommy Lindroth, som sidste år sluttede på andenpladsen i det officielle europæiske Ferrari Challenge-mesterskab og har mere end 180 løb på sit CV. Også den danske eventyrer og racerkører Lars Rolner stiller op til sæsonfinalen – og det samme gør det 26-årige talent Cecilie Nør-Jensen, som normalt dyster i juniorserien Nordic 4, men denne weekend også tager kampen op i Formula GT Challenge i en Ferrari 458 Challenge.
To mesterskaber skal afgøres til DM Finalen. Mens danske Andreas Borris fører Trofeo Pirelli-klassen i sin Ferrari 296 Challenge og er storfavorit til årets titel, er der tæt løb i Coppa Formula-klassen, hvor de svenske 488-kørere Tommy Lindroth og Christian Appelberg stiller til start i finaleweekenden på en delt førsteplads.
– Vi ser virkelig frem til at være en del af DM Finalen, som plejer at trække tusindvis af motorsportsfans til FDM Jyllandsringen. Det har været en lærerig debutsæson for Formula GT Challenge, og vi glæder os over, at den voksende interesse for serien betyder, at vi kan stille med et pænt felt af biler til årets sidste afdeling. Med deltagere fra både Danmark og Sverige – såvel unge talenter som erfarne kørere – bevæger vi os i den rigtige retning i forhold til vores ambition med serien, lyder det fra Race Coordinator hos Formula Automobile, Chresten Hansen.
Konceptet bag Formula GT Challenge bygger imidlertid ikke kun på oplevelser og spænding på racerbanen og tribunerne, men også på oplevelser bag scenetæppet. Serien, som promotes af Formula Automobile – skandinavisk importør og forhandler af Ferrari og Maserati – kommer således til FDM Jyllandsringen med sin helt egen paddock, hvor bilerne står samlet i ét stort telt, hvilket gør det muligt for racerfans at komme helt tæt på de italienske racerbiler og følge aktiviteterne i garagen.
Fjerde og sidste afdeling af Formula GT Challenge 2025 afvikles på FDM Jyllandsringen den 27.-28. september, hvor man også vil kunne overvære sæsonfinalerne i andre serier som Touring Car Championship Danmark, DS3 Cup, Radical Cup Scandinavia og Nordic 4. Billetter kan købes på FDM Jyllandsringens website.
TIDSPLAN
Formula GT Challenge
Afdeling 4, FDM Jyllandsringen
Lørdag 27. september
12.05 – Træning (15 min)
14.35 – Kvalifikation (15 min)
15.50 – Heat 1 (20 min + 1 omgang)
Søndag 28. september
13.07 – Heat 2 (20 min + 1 omgang)
15.11 – Heat 3 (20 min + 1 omgang)
MERE INFORMATION
BILLETTER
KONTAKTINFO
Chresten Hansen
Race Coordinator
+45 53 55 21 42
ch@formulaauto.dk