Press release -
Gustav Krogh vil på podiet på Gelleråsen
Den danske Porsche-kører vil fortsætte stimen af podieresultater, når anden halvdel af årets Carrera Cup Scandinavia skydes i gang på Gelleråsen Arena den kommende weekend.
Efter en sommerpause er Gustav Krogh og resten af holdet bag Mtech Competition klar til at genoptage kampen i Porsche Carrera Cup Scandinavia, når sæsonens anden halvdel løber af stablen på Gelleråsen Arena ved svenske Karlskoga den kommende weekend.
Det unge racertalent, som blandt andet er sponsoreret af Porsche Danmark, har sikret tre podieplaceringer i de seneste fire løb – senest med en stærk andenplads på hjemmebanen Jyllandsringen i juni – og håbet er at fortsætte den gode udvikling.
– Jeg har stadig noget at indhente efter en, rent ud sagt, katastrofal sæsonstart på Anderstorp i foråret, og mens målet naturligvis er at vinde, så er missionen fortsat at få så mange point med hjem som muligt og dermed komme tættere på toppen i mesterskabet. De seneste to afdelinger har vist, at vi har farten til det, lyder det fra Gustav Krogh.
Krogh, som sidste år debuterede i Carrera Cup Scandinavia, holder en foreløbig femteplads i årets mesterskab. Foran sig har danskeren kørere med flere års erfaring i både Sprint Challenge og Carrera Cup – for eksempel er tætteste konkurrent den svenske kører Marcus Annervi, som sluttede på en andenplads i sidste års mesterskab. Tre af de kørere, som lige nu er bedre placeret i mesterskabet end Gustav Krogh, er tidligere sluttet på podiet i det benhårde Porsche-mesterskab.
– Det er en serie med enorm konkurrence, så jeg håber, at vi kan holde momentum og få endnu en god weekend. Gelleråsen er en bane, som jeg har haft svært ved at tackle og brugt enormt meget tid på at lære at kende. Jeg føler, at jeg knækkede koden i sidste års løb, så jeg håber, at vi kan starte dérfra og bygge videre. Jeg føler, at vi har forberedt os så godt, som vi kan, og jeg glæder mig bare til at komme i gang.
Fjerde afdeling af 2025-udgaven af Porsche Carrera Cup Scandinavia skydes i gang med træning og kvalifikation fredag den 15. august, mens weekendens to sprintløb flages grønt lørdag den 16. august. Begge løb kan streames live på YouTube.