Press release -
IMSA: Frederik Schandorff sikrede overlegen sejr på Indianapolis
Suveræn præstation af den danske Ferrari-kører, som sammen med Inception Racing sikrede en klassesejr i årets udgave af sekstimersløbet på Indianapolis Motor Speedway.
Ambitionerne blev indfriet for Frederik Schandorff, som søndag aften dansk tid kørte først over målstregen i GTD-klassen på Indianapolis Motor Speedway og sikrede Inception Racing-teamets første sejr i 2025-udgaven af IMSA-mesterskabet. En sejr, som bestemt ikke kom nemt til holdet, der mod slutningen af det seks timer lange løb måtte tage et ekstra pitstop for at sætte ny fronthjelm på deres Ferrari 296 GT3.
– Det var et vildt og crazy løb, akkurat som vi havde forventet. Mere end 50 racerbiler samlet på en relativt kort bane gav en masse trafik, og kombineret med tæt ræs i de forskellige klasser var det fra start et spørgsmål om overlevelse. At vi lykkedes med at vinde, er fuldstændig fantastisk – især når man tænker over, hvad der skete undervejs, lyder det fra Frederik Schandorff.
Danskeren overtog bilen som tredje og sidste mand efter teamkammeraterne, Brendan Iribe og Oliver Millroy. Trekløveret havde indtil da kørt sig godt frem i GTD-feltet efter at have startet fra en 15.-plads – og således var det op til Schandorff at slutte som vinder.
Med lidt over en time tilbage af løbet blev holdet imidlertid stærkt udfordret. En LMP2-racer krydsede tæt ind foran danskeren, og det pludselige skift i vindmodstanden skabte så store vibrationer, at Ferrariens fronthjelm rystede sig løs og fløj af. Episoden krævede et ekstra pitstop – og så var sejren pludselig i fare.
– Heldigvis udløste det også en Full Course Yellow, hvilket betød, at vi ikke mistede så meget tid i pitlane. Vi var dog på andenpladsen, da jeg kom ud igen, men heldigt for os fik den førende GTD-bil en straf, og så overtog vi føringen, forklarer Schandorff.
– Det var dog en ret nervepirrende sidste time, da vi ikke var sikre på, om fronthjelmen ville holde. Jeg blev nødt til at passe på bilen og holde mig uden for slipstreams, samtidig med at jeg også skulle bevare føringen. Det var ret intenst, men det gjorde kun sejren endnu federe, da vi endelig krydsede målstregen.
Sejren på Indianapolis Motor Speedway er Inception Racings første triumf, efter holdet skiftede fra McLaren til Ferrari i slutningen af 2024-sæsonen.
– Fedt, at det endelig lykkedes, og lækkert, at vi fik vist, at vi hører til blandt de allerbedste i serien. Kæmpe tak til hele holdet for en fantastisk indsats. Det var en hård omgang, men denne gang lønnede det sig, slutter danskeren.
Næste opgave for Frederik Schandorff og resten af holdet bag Inception Racing er finalen i IMSA WeatherTech SportsCar Championship – det legendariske Petit Le Mans – som afvikles på Road Atlanta den 12. oktober.