Press release -
Kevin Magnussen sendt ud af WEC-kampen i São Paulo
Tekniske problemer sendte den danske BMW-fabrikskører ud af kampen om topresultaterne i femte afdeling af FIA World Endurance Championship i São Paulo.
Det gik slet ikke som håbet for Kevin Magnussen og holdkammeraterne fra BMW M Team WRT, som kort efter starten på weekendens afdeling af FIA World Endurance Championship måtte søge tilbage til pitlane. Efter kun få omgange meldte danskeren om bremseproblemer, og de dyrebare minutter i garagen kostede adskillige omgange og betød, at holdet måtte tage til takke med en slutplacering bagest i Hypercar-feltet.
– Det var frustrerende og enormt ærgerligt for hele holdet. Vi skal hjem og analysere, hvad der gav os problemerne, så vi kan undgå den slags fremover, lyder det fra Kevin Magnussen.
Magnussen og teamkammeraterne, Dries Vanthoor og Raffaele Marciello, havde ellers lovende udsigter til et solidt resultat i femte afdeling af VM-serien, som blev afviklet på Formel 1-banen Interlagos Circuit i São Paulo, Brasilien. Trekløveret nåede Hyperpole, som er den afgørende kvalifikation for de 10 hurtigste biler, og mens de selv måtte opgive kampen, sikrede teamkammeraterne i søsterbilen en femteplads.
– Det viser, at vi muligvis kunne have kæmpet med om en plads i topfeltet. Men sådan er det. Vi må kigge fremad. Vi har desværre oplevet tekniske udfordringer i de seneste par løb og håber, at vi kan slå tilbage i sæsonens resterende afdelinger.
Næste opgave for Kevin Magnussen, Dries Vanthoor og Raffaele Marciello er sjette afdeling af FIA World Endurance Championship, som afvikles den 7. september på Circuit of the Americas i Austin, Texas.