Press release —
McLaren Trophy: Mesterskabsførende Luca Magnussen på nyt territorium
Det unge sportsvognstalent håber på at udbygge sin føring i McLaren Trophy Europe, når han den kommende weekend stiller op til tredje afdeling af det benhårde juniormesterskab.
Han har været på podiet i begge årets første to afdelinger, og den kommende weekend sigter Luca Magnussen på at fortsætte den gode stime af topresultater, når tredje afdeling af McLaren Trophy Europe finder sted på italienske Misano World Circuit. Det 16-årige stortalent har sammen med teamkammeraten fra Paddock Motorsport, Callum Davies, lagt sig i spidsen af det benhårde mærkemesterskab, og selvom Magnussen for tredje afdeling i træk stiller op på en bane, han aldrig tidligere har kørt på, er optimismen i top.
– Det bliver en udfordrende weekend, ingen tvivl om det. For det første er det min debut på Misano. Det er en enormt teknisk bane, som kræver tid at lære, og flere af mine konkurrenter har allerede en del erfaring herfra. Det gør det naturligvis også sværere at finde det optimale setup til bilen. Og for lige at toppe det hele ser det ud til at blive en ekstremt varm weekend med temperaturer op mod 40 grader. Men heldigvis stiller vi med tre biler i teamet. Det giver os langt flere data at analysere, mulighed for at teste forskellige setups samtidig og dermed hurtigere finde noget, der fungerer, lyder det fra Luca Magnussen.
Luca Magnussen – søn af Le Mans-legenden Jan Magnussen og lillebror til den mangeårige Formel 1-kører og dugfriske WEC-løbsvinder Kevin Magnussen – stiller igen op i sin 600 hestekræfter stærke McLaren Artura Trophy, som blandt andet er prydet af sponsorerne SASHI Beeflower og Admin By Request.
– Men når det er sagt, er jeg ikke nervøs. Vi kommer med et stærkt momentum fra Spa-Francorchamps i sidste måned, hvor jeg også havde en masse at lære på kort tid, men hvor vi alligevel endte med to podiepladser og tog føringen i mesterskabet. Vi har vist, at vi er gode til hurtigt at sætte os ind i tingene og blive klar nok til at være med helt i toppen, og det er også planen for denne weekend.
Tredje afdeling af 2026-udgaven af McLaren Trophy Europe på Misano World Circuit afvikles over to 45-minuttersløb, som flages grønt henholdsvis lørdag klokken 16.10 og søndag klokken 17.00. Begge løb kan streames live på YouTube.