Skip to content

Press release -

Mikkel Jensen håber på tredje Indianapolis-sejr i træk

Efter to sejre i træk på Indianapolis Motor Speedway håber den danske racerkører på et hattrick, når sjette afdeling af det amerikanske LMP2-mesterskab afvikles på den ikoniske racerbane denne weekend.

Mikkel Jensen, Steven Thomas og resten af TDS Racing har med to podieplaceringer og tre resultater i den nedre ende af top-10 haft en blandet IMSA-sæson, men med to afdelinger tilbage af mesterskabet er der fortsat optimisme i lejren. Sidste år sikrede holdet nemlig to sejre i sæsonens to sidste løb – og med en foreløbig fjerdeplads i dette års mesterskab er der således stadig mulighed for at slutte helt i toppen.

Denne weekend venter sekstimersløbet på Indianapolis Motor Speedway, og udover at være en ikonisk bane for alverdens motorsportsfans er det også stedet, hvor Mikkel Jensen de to seneste IMSA-sæsoner har hjulpet TDS Racing til sejren.

– Det giver os naturligvis høje forventninger, ikke mindst fordi vi også i år har en stærk bil og har været hurtige gennem hele sæsonen. Desværre har vi været ramt af uheld, hvilket betyder, at vi er bagud på point, men det vil naturligvis ændre sig markant, hvis vi kan lykkes med at vinde sekstimersløbet denne weekend. Samtidig vil det være fantastisk at gøre det tredje år i træk og tage et hattrick på så ikonisk en bane som Indianapolis, lyder det fra Mikkel Jensen.

Jensen og Thomas får på Indianapolis selskab af holdets faste tredjekører, Hunter McElrea, som også har hjulpet med opgaverne på Daytona, Sebring og Watkins Glen. I alt stiller 12 LMP2-teams op til weekendens ræs.

– Udover det er det bare fedt at være tilbage i det amerikanske mesterskab igen. Det er altid en oplevelse at køre LMP2-løbene, hvor feltet er tæt, og der virkelig kæmpes hårdt om pladserne. Og med to af de helt store løb til at afslutte sæsonen – denne weekend på Indianapolis og så Petit Le Mans på Road Atlanta i næste måned – er der virkelig noget at glæde sig til, tilføjer danskeren.

Sjette afdeling af IMSA-mesterskabet for LMP2-teams blev skudt i gang fredag eftermiddag dansk tid og fortsætter med træning og kvalifikation lørdag den 20. september, før det seks timer lange sportsvognsløb flages grønt søndag den 21. september klokken 11.40 lokal tid – det er klokken 17.40 dansk tid. Løbet kan følges live på Viaplay.

Topics

Categories

Contacts

Related content