Press release -
Sebastian Øgaard sikrede dobbelt podium på Magny-Cours
Stimen af topresultater fortsætter for den danske Audi-kører, som rykker frem til en fjerdeplads i GT World Challenge-mesterskabet efter endnu en stærk sprintweekend.
Endnu et sæt pokaler blev sikret til samlingen hos Sebastian Øgaard, der hentede to tredjepladser i syvende afdeling af GT World Challenge Europe den forgangne weekend på franske Magny-Cours. Dette løfter antallet af podieresultater i denne sæson til syv – og sender den danske Audi-kører op på en fjerdeplads i det samlede Gold Cup-mesterskab.
– Det er fantastisk med to yderligere podier, og de ekstra point styrker os i kampen om mesterskabet. Stærkt arbejde af hele holdet i en weekend, som ellers var ret udfordrende, lyder det fra Sebastian Øgaard.
Sammen med sin italienske teamkammerat fra Tresor Competition, Leonardo Moncini, startede Øgaard weekendens første løb fra en fjerdeplads og lå til en topplacering, da et udfordrende pitstop betød, at holdet sluttede lige uden for podiet. En straf til et konkurrerende hold rykkede imidlertid det italienske team en position frem – og så var weekendens første pokal sikret.
– I søndagens løb starter vi også fra en fjerdeplads, og jeg er godt på vej frem i feltet, da jeg får sat det ene hjul uden for banen og ryger ud i gruset kort efter start. Heldigvis kan jeg køre videre, men jeg har mistet 13 positioner, så derfra bliver det en lang og sej kamp for at vinde det tabte tilbage igen, fortæller Øgaard.
Afkørslen gav imidlertid danskeren mulighed for at vise sit talent, og Øgaard havde således kørt sig adskillige positioner frem, da han midtvejs i løbet afleverede holdets Audi R8 GT3 til Moncini, som fortsatte det gode arbejde. Duoen endte med at køre over målstregen på en imponerende tredjeplads i Gold Cup-klassen.
– Det var fedt at få vist, hvad vi er i stand til, selv om det naturligvis er ærgerligt at gå glip af dét, som måske kunne have været vores første sejr. Men vi tager to pokaler med hjem og rykker op i mesterskabet, og det skal vi være glade for efter sådan en weekend. Stor tak til hele holdet for endnu en stærk indsats.
Næste opgave for Øgaard, Moncini og resten af Tresor Competition er ottende afdeling af GT World Challenge Europe, som afvikles på tyske Nürburgring den 30.-31. august.