Pressemeddelelse -

Statoil Fuel & Retail sælger sine danske marineaktiviteter til Malik Supply

Statoil Fuel & Retail oplyser d.d., at selskabet har underskrevet en aftale med Malik Supply A/S om, at Nordic Marine Oil A/S, et helejet datterselskab af Malik Supply A/S, overtager alle Statoil Fuel & Retails danske kerneaktiviteterne i Marine – dvs. salg til coastere, fiskeri etc. samt de aktiver og medarbejdere, som understøtter disse aktiviteter.

”Vi er glade for aftalen med Malik Supply. Gennem det sidste par år har vi frasolgt en række områder (træpiller, naturgas og LPG), som ikke var en del af vores kerneforretning. Alle områder er solgt til en stærk partner inden for sit felt, hvilket har givet bedre mulighed for videreudvikling af disse forretningsområder. Malik er også en stærk partner inden for sit felt og vil derfor kunne bidrage til den fremtidige udvikling af disse aktiviteter.” siger Hans-Olav Høidahl, EVP Scandinavia, Statoil Fuel & Retail.

Administrerende direktør Steen Møller, Malik Supply A/S, udtaler: ”Transaktionen betyder, at Malik Supply gennem vores datterselskab Nordic Marine Oil yderligere konsoliderer vores danske position på dette marked,” og fortsætter: ”Vores hovedområde er havne i det nordlige Europa, og aftalen om overtagelse af Statoil Fuel & Retails danske marineaktiviteter er i tråd med vores strategi om at blive foretrukken samarbejdspartner inden for bunkers og smøreolie til den maritime industri. Vi ser frem til fortsat at udvikle vores danske virksomhed i overensstemmelse med denne ambition."

Aftalen får ingen praktisk betydning for Statoil Fuel & Retails marine-kunder, som vil have uændrede aftale-, leverings- og kontraktforhold. De berørte kunder vil blive kontaktet af parterne for at sikre en ordentlig overlevering fra Statoil Fuel & Retail til Nordic Marine Oil.

For yderligere information venligst kontakt:
Karen Romer, SVP Corporate Communications, +47 950 74 950
Per Brinch, Director PR & Comm. Denmark, +45 3342 4227
Mitra Hagen Negård, SVP Investor Relations; +47 957 93 631

Link til fakta om Malik (www.malik.dk)

Fakta om Statoil Fuel & Retails danske marine aktiviteter
Virksomheden har drevet egen tankbådsflåde i over 40 år og opererer i dag med en række mindre tankbåde på 25-80 m3 samt en større tankbåd på ca. 250 m3 fra en række havne (Esbjerg, Hanstholm, Hirtshals, Skagen, Thyborøn), hvor de sørger for distributionen af marinegasolie og fiskeridiesel til større og mindre skibe, primært inde i havnene.

Bådenes drift varetages fra Statoils kontor i Aalborg. Marine organisationen (administration og tankbådsførere) består af ca. 20 fuldtidsansatte.

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • marine
  • taknkbåd
  • marinediesel
  • circle k

Statoil er en førende leverandør af olieprodukter og leverer i dag en femtedel af Danmarks samlede olieforbrug til opvarmning og transport. Selskabet driver over 230 bemandede benzinstationer i Danmark foruden omkring 60 automatanlæg under varemærket 1-2-3.
Statoil i Danmark indgår i Statoil Fuel & Retail koncernen, der har hovedkontor i Oslo og er en førende leverandør af brændstof til transport med over 100 års virke i detailhandelsbranchen.
Statoil Fuel & Retail har et udstrakt netværk af stationer i Skandinavien, Polen, de baltiske lande og Rusland med 2.300 stationer, dels full-service stationer (bemandede stationer med brændstof og butik) og dels ubemandede automatanlæg. Over 17.000 ansatte arbejder på stationerne i Europa, og omkring 2.000 personer er beskæftiget på koncernens og de enkelte landes hovedkontorer og terminaler. Statoil Fuel & Retails øvrige produkter omfatter olie, diesel og fuel til opvarmning og industri, flybrændstoffer, smøremidler og kemikalier. I Europa driver Statoil Fuel & Retail 12 olieterminaler, 50 depoter og cirka 400 tankbiler i otte lande; leverer flybrændstof i 85 lufthavne i ti lande og producerer 750 forskellige smøreolieprodukter, der sælges i 20 lande. Se også www.statoilfuelretail.com

Kontakt