Gå til indhold

Nyhed -

CISU står bedre og bredere – men med stort pres på puljer

På CISUs sekretariat i Århus er 2024 allerede kommet godt i gang, og sekretariatsleder Jeef Bech ser både muligheder og udfordringer. Muligheder, fordi der er flere midler end nogensinde, og udfordringer, fordi efterspørgslen heller aldrig har været større.

- CISU står bedre end før, for vi har flere ressourcer til at understøtte medlemsorganisationerne og deres partneres arbejde gennem kapacitetsopbygning og puljer. Så vi kan støtte mere end før, siger han.

- CISU står også bredere end før. For vi kan tilbyde støtte inden for en bredere vifte af støttemuligheder, siger han.

Siden CISUs begyndelse med en enkelt pulje, er der nemlig nu adskillige støttemodaliteter til civilsamfundet gennem Civilsamfundspuljen, klimatilpasning gennem klimapuljen CCAM, nødhjælp gennem nødhjælpspuljen DERF, oplysning og engagement gennem oplysningspuljen og OpEn samt til EU's naboskabsregion gennem den nye Naboskabspulje.

- Så vi kan faktisk støtte flere forskellige typer af indsatser til vores forskellige medlemsorganisationer end før, men samtidig er der et meget stort pres på CISUs puljer og alt for mange gode ansøgninger må afvises. Vi har simpelthen for få midler til at give midler til alle de ansøgninger, der bliver fundet støtteværdige, siger Jeef Bech.

CISU står med et flerårigt perspektiv – men med opbrud i horisonten

CISU står også i en position, hvor medlemsorganisationer og brugere af puljen tilbydes et længere perspektiv end før. Mange støtteformer løber i flere år fremover.

- Det giver medlemsorganisationer mulighed for at fokusere og udvikle deres organisationer og partnerskaber, siger Jeef Bech.

Han ser dog samtidig opbrud omkring civilsamfundet og nye tendenser vokse frem. Det skal man tænke ind i den langsigtede planlægning.

- Hos partnere i det globale Syd vokser et stærkt ønske om øget lokalt lederskab og et ønske om at ændre måden, som udviklingssamarbejde foregår på, så de får mere indflydelse, siger han.

- På samme tid ser vi at danske politikere i stadig større grad ønsker, at danske interesser og prioriteter skal bestemme hvordan udviklingsmidler gives.

CISU tager bolden op

Netop presset på puljerne såvel som de nye tendenser i det globale Syd såvel som i Danmark gør, at CISU har iværksat en puljereform, som med en høringsrunde i sommerperioden vil lede til ændringer fra 1. januar 2025.

Bestyrelsen har diskuteret den indledende retning for en sådan reform, og inviterer medlemsorganisationer til at diskutere disse indledende tanker på medlemsmøder i uge 9 i København, Aarhus samt online.

CISU håber, at mange vil tilmelde sig her:

Aarhus
online
København

Emner

Kategorier

Kontakt

Kim Jensen

Kim Jensen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent Ekstern kommunikation 30224511

CISU er en sammenslutning af næsten 300 danske udviklingsorganisationer.

CISU er en sammenslutning af næsten 300 danske, folkelige organisationer, der sammen med partnere i udlandet arbejder for en mere retfærdig verden.
På vegne af Danida forvalter CISU blandt andet
Civilsamfundspuljen og Puljen for Klima og Miljø.

Nyheder fra CISU
Klosterport 4X, 3. sal
8000 Aarhus
Danmark