Pressemeddelelse -
Åbenheden om udviklingspolitikken er afgørende for folkelig opbakning
Udviklingspolitiske ordførere fra Folketingets partier har i maj været aktive både i forbindelse med den årlige redegørelsesdebat og i de igangværende forhandlinger om en ny udviklingspolitisk strategi. Redegørelsesdebatten fandt sted den 22. maj og gav anledning til en række politiske diskussioner om retningen for Danmarks fremtidige udviklingssamarbejde.
Der var bred opbakning blandt ordførerne til at styrke det civilsamfundsarbejde, som mange danske organisationer står bag i udviklingslande.
I henvendelser til politikere fra CISU har budskabet lydt, at udviklingssamarbejde fungerer bedst, når der er folkelig opbakning og engagement, og når rettighedsbaserede principper fastholdes, ligesom vi har understreget vigtigheden af, at civilsamfundsaktører spiller en central rolle i klimatilpasningsløsninger, for at sikre, at de er afstemt med lokalbefolkningerne i sårbare områder.
- Det er afgørende, at beslutningsprocesser forbliver gennemsigtige og åbne for input fra civilsamfundet. Det bidrager til folkelig indsigt og opbakning, som er en forudsætning for en bæredygtig udviklingsindsats, siger rådgiver Anders Reimers Larsen.
CISU deltager løbende med input til høringer og dokumenter både i Udenrigsministeriets Programkomité og i Udviklingspolitisk Råd.
- Redegørelsesdebatten i maj var en god anledning til reel politisk samtale om udviklingssamarbejdet, og i debatten kom der tydelige pejlemærker for, hvad civilsamfundet kan forholde sig i det videre arbejde, siger Anders Reimers Larsen.
Den nye udviklingspolitiske strategi ventes færdiggjort i den kommende tid. Her vil civilsamfundet blandt andet holde øje med, i hvor høj grad strategien forankres i lokalt ledet udvikling og anerkender betydningen af borgerdiplomati.