Pressemeddelelse -

ODEON aflyser russisk balletforestilling

Konference- og kulturhuset, ODEON, har i dag meddelt arrangøren bag forestillingen ’Svanesøen’ med Den Russiske Nationalballet, at man har valgt at annullerer forestillingen, der var planlagt til at blive opført på lørdag.

På baggrund af den russiske invasion af Ukraine, har ODEON det seneste døgns tid gennemgået de praktiske og juridiske aspekter for at annullere vores aftale med arrangøren af balletforestillingen ’Svanesøen’ lørdag den 5. marts i ODEON.

ODEON har gennem dialogens vej forsøgt at nå frem til en aftale om aflysning med arrangøren, PS Production, hvilket ikke har været muligt. Derfor har ODEON nu selv valgt at annullere aftalen for leje af ODEONS faciliteter.

”Vi tager skarpt afstand fra Ruslands invasion af Ukraine. Derfor har vi forsøgt at nå frem til en aftale med arrangøren bag ’Svanesøen’ om en aflysning af forestillingen. Samtidig kan vi frygte, at opførelse af balletforestillingen kan være forbundet med risici for vores gæster og medarbejdere. Vi har i dag meddelt den danske arrangør, PS Production, at vi annullerer aftalen,” siger hoteldirektør, Ninna Stæhr-Petersen.

Annulleringen af kontrakten er tillige i overensstemmelse med den opfordring, som kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen i går udsendte.

’Svanesøen’, der var programsat til at blive opført i ODEON på lørdag, er et eksternt arrangement. Det betyder, at hverken ODEON eller Comwell H.C. Andersen er arrangør af forestillingen eller har solgt billetterne til forestillingen.

ODEON opfordrer derfor alle billetkøbere til at kontakte arrangøren, PS Production, om de købte billetter.

Emner

  • Arrangement

Kategorier

  • arrangement
  • kultur

Comwell er en danskejet og landsdækkende hotelkæde med 15 hoteller i Danmark, et i Sverige samt ODEON i Odense og Centralværkstedet og Smedien i Aarhus. I mere end 50 år har Comwell drevet specialiserede møde- og konferencehoteller og har gennem årene høstet flere priser for deres møde-, service- og madkoncept. Comwell var de første til at introducere danskerne for den moderne mødepakke tilbage i 1969. I dag er det stadig Comwells kerneforretning, og den professionelle rådgivning, indsigt, læringsværktøjer og sparring varetages af hotelkædens specialuddannede MeetingDesignere. I dag servicerer de ikke kun traditionelle møder men også uddannelses- og kursusforløb, workshops, jobsamtaler, bestyrelsesmøder, udstillinger og events. Comwell råder over 2855 værelser og 430 møde- og konferencelokaler. Koncernen, der hovedsageligt er ejet af Nic Christiansen Invest, omsatte for 867,6 mio. kr. i 2019 og beskæftiger omkring 850 medarbejdere – heraf 130 elever.

Kontakt

Signe Kamper Kankelborg

Pressekontakt PR- og Kommunikationschef 23328577