Press release -
Alia Farid præsenterer soloudstilling på Copenhagen Contemporary og Glyptoteket
Den 2. oktober 2025 åbner Glyptoteket og Copenhagen Contemporary udstillingen A Sounding of the Earth, den første udstilling i Danmark af den kuwaitisk-puertoricanske kunstner Alia Farid (f. 1985). Udstillingen er den største solopræsentation af hendes værker i Skandinavien og udforsker Den Arabiske Golfs terræn – et landskab præget både af en af verdens ældste civilisationer og af moderne former for krigsførelse, vold og råstofudvinding.
A Sounding of the Earth afslutter Hosting Histories – Revisiting Cultural Heritage of the Middle East and Beyond, Glyptotekets og Copenhagen Contemporarys fælles udstillingsrække, der giver samtidskunstnere mulighed for at kaste nyt lys over den oldtidens kulturarv og dens betydning i dag. I udstillingen præsenteres både nye versioner af Farids langvarige projekter og værker skabt specifikt til udstillingen.
Udstillingen kredser om, hvordan sociale strukturer og materialer formes af de hastige økologiske forandringer i Den Arabiske Golf. Her lader Farid håndlavede og industrielle objekter med tilsyneladende modsatrettede betydninger mødes som spejlinger af den region, hendes praksis udspringer af – et sted, hvor moderniteten stadig bærer spor af de imperiale kræfter, der splitter og udnytter den.
Alia Farid bor og arbejder i Kuwait og Puerto Rico. Hendes praksis undersøger, hvordan materiel kulturarv væves sammen med fortællinger om migration og råstofudvinding. Med oversete og udeladte historier som udgangspunkt skaber Farid modfortællinger, der udfordrer den forenkling og ensidighed, som ofte kendetegner vestlige og koloniale fremstillinger af Den Arabiske Golf og Caribien. I kunstnerens seneste værker sporer hun, hvordan materialer og former forandres, når de bevæger sig fra sted til sted, og reflekterer over deres skiftende betydninger og relation til samfundet.
Olieindustrien og arkæologi
Med store skulpturer og film gentolker Farid Den Arabiske Golfs materielle kultur og undersøger dens dobbeltrolle i forhold til både økologisk forandring og social identitet. Regionen er formet af såvel den moderne olieindustri som af arkæologi og rummer mange forskellige, men sammenflettede historier. Farids udstilling peger på, hvordan kulturarv hele tiden forvandles afhængigt af konteksten og genopstår i form af ritualer, praksisser og materielle udtryk. Blandt værkerne er en kunstig palmelund, der refererer til en tidligere dadelpalmeskov i det sydlige Irak, som blev jævnet med jorden under den amerikanske invasion i 2003. Skulpturerne kan dermed ses som bærere af flere historier, der giver plads til nye forståelser af arv.
“Samtidskunsten åbner nye blikke på vores virkelighed. Med Hosting Histories introducerer vi en ny generation af kunstnere, der undersøger Mellemøstens kulturarv på kritisk vis. Alia Farid er en central skikkelse, der forener dyb research med stærk kunstnerisk udtrykskraft. Hendes værker taler til sanserne på en anden måde end nyhedsformidling og akademisk analyse. I mødet mellem Glyptotekets oldtidssamlinger og Farids nutidige perspektiv opstår en spænding, hvor kulturarv aktualiseres, udfordres og genfortolkes,” siger Marie Laurberg, direktør for Copenhagen Contemporary.
Kulturarv i et nyt perspektiv
Udstillingen er den tredje og sidste i rækken Hosting Histories – Revisiting Cultural Heritage of the Middle East and Beyond, præsenteret af Glyptoteket og Copenhagen Contemporary. Serien begyndte i 2023 med udstillingen curtain call af den canadisk-iranske kunstner Abbas Akhavan, som fokuserede på migration af kulturarv og på, hvordan artefakter, ligesom mennesker, kan blive tvangsforflyttet som ofre for krig, geopolitiske konflikter og kolonialisme. I 2024 præsenterede de palæstinensiske kunstnere Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme The song is the call and the land is calling, der fremhævede, hvordan kulturarv kan fungere som grundlag for modstand samt retten til identitet og selvbestemmelse.
Hosting Histories afsluttes i 2025 med den første store soloudstilling i Danmark af den kuwaitisk-puertoricanske kunstner Alia Farid, hvis værker undersøger, hvordan landskaber formes og genfortolkes af fællesskaber, stater og virksomheder.
“I en tid præget af globale konflikter, klimakrise og kulturel polarisering er det vigtigere end nogensinde at forholde sig aktivt og kritisk til vores kulturarv. Vi må åbne for nye perspektiver, der kan nuancere vores forståelse af fortiden og dens betydning i dag. Samarbejdet mellem Glyptoteket og Copenhagen Contemporary har skabt et unikt rum for faglig krydsbestøvning og dialog mellem museets oldtids- og antiksamlinger og samtidskunst, der både rummer historisk dybde og nutidige positioner,” siger Gertrud Hvidberg-Hansen, direktør for Glyptoteket.
FAKTA
Kunstneren
Alia Farid har en BA i Visual Art fra La Escuela de Artes Plásticas de Puerto Rico, en MSc i Visual Studies fra MIT samt en MA i Museum Studies and Critical Theory fra MACBA i Barcelona. I 2023 modtog hun Lise Wilhelmsen Art Award, og i 2023-2024 var hun David and Roberta Logie Fellow ved Harvard Radcliffe Institute. Hun har haft soloudstillinger på Henie Onstad Kunstsenter (Oslo), Chisenhale Gallery (London), Kunsthalle Basel, Contemporary Art Museum St. Louis (Missouri), Kunstinstituut Melly (Rotterdam), Portikus (Frankfurt am Main) og CAC Passerelle. Kommende udstillinger omfatter bl.a. Contemporary Art Museum Houston og Detroit Institute of Arts.
Udstillingen og værkerne
Titel: Alia Farid: A Sounding of the Earth
Sted: Copenhagen Contemporary og Glyptoteket
Udstillingsperioder:
Glyptoteket: 02.10.2025 – 31.05.2026
Copenhagen Contemporary: 02.10.2025 – 06.04.2026
Kuratorer: Anna Kærsgaard Gregersen (Glyptoteket) og Aukje Lepoutre Ravn (Copenhagen Contemporary)
På Copenhagen Contemporary udstiller Alia Farid to værker, der forbinder Den Arabiske Golfs landskaber med politiske og spirituelle fortællinger:
Chibayish (2022/2023): To-kanals videoinstallation optaget i de irakiske vådområder, på arabisk Al-Ahwar. Filmen veksler mellem dokumentariske og drømmelignende optagelser af livet i vådområderne, hvor krigens efterdønninger danner bagtæppe for hverdagen.
Amulets (2025): To amuletter, der trækker på lokale traditioner for beskyttende symboler, udført i polyester-resin, et biproduktsmateriale fra olieindustrien. Her stilles regionens spirituelle arv over for de nutidige udvindingsprocesser, der præger den.
På Glyptoteket viser Farid tre helt nye værker, placeret langs en central akse gennem museet. Sammen former de et netværk af beskyttende steder og objekter i museets arkitektur – som vogtere for de fordrevne og forflyttede. Her, blandt Glyptotekets egne samlinger af migrerede objekter, inviterer Farids værker os til at stille spørgsmål ved de kræfter, der kontrollerer passagen af kroppe, objekter og arter over tid og grænser.
Kupol LR 3303 Talisman 04, 05, 06 (2025): Seks store paneler i blågrøn resin fra olieindustrien kombinerer fotos fra kunstnerens egne familiealbums og symbolske mønstre ikke ulig de oldgamle spådomssystemer som geomanti og magiske kvadrater. Inspireret af fajanceamuletter repræsenterer værket en gestus af beskyttelse og forbindelse på tværs af kvindelige slægtsbånd i Den Arabiske Golf.
Knotted Net NME MA4240 (2025): Brugte kargonet fra shippingindustrien hænger som draperede gardiner i Glyptotekets vinterhave. Nettets struktur spejler de net, som egypterne brugte til at beskytte de dødes kroppe på deres rejse til efterlivet. Kunstneren reflekterer dermed over objekters migration og forvandling og deres betydninger, når de bevæger sig gennem forskellige kontekster.
Palm Orchard (2025): Tre palmer, støbt efter masseproducerede dekorationspalmer, spejler hvordan industriel materialekultur refererer til den tidligere dadelpalmeskov Abu Al Khaseed i Irak.
Samarbejdet mellem Glyptoteket og Copenhagen Contemporary
Hosting Histories – Revisiting Cultural Heritage of the Middle East and Beyond er et treårigt samarbejde mellem Glyptoteket og Copenhagen Contemporary (CC), der gennem international samtidskunst genbesøger oldtidens kulturarv og dens betydning i dag. Fra 2023 til 2025 udfolder de to institutioner en fælles udstillingstrilogi, hvor samtidskunstnere inviteres til at kaste nyt lys over Glyptotekets mellemøstlige samlinger. Gennem nykommissionerede værker og udstillinger undersøger trilogien, hvordan kulturarven kan skifte betydning på tværs af tid, sted og politisk kontekst.
Tak
Det treårige udstillingsprogram Hosting Histories – Revisiting Cultural Heritage of the Middle East and Beyond er generøst støttet af:
Det Obelske Familiefond
Udstillingen på Glyptoteket er desuden støttet af:
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Ny Carlsbergfondet
Sportgoodsfonden
Sponsorat: Trip & Co
Udstillingen på Copenhagen Contemporary er desuden støttet af:
A.P. Møller Fonden
Sponrorat: Flügger
Kontakt:
For pressefotos eller interviews med kunstneren eller kuratorerne, kontakt venligst:
Copenhagen Contemporary
Nicolai Oreskov Westh
E: nicolai@cphco.org
T: +45 5250 4201
Glyptoteket
Camilla Kjærsgaard
E: cakj@glyptoteket.dk
T: +45 5128 1288
Related links
Topics
Categories
Regions
Copenhagen Contemporary (CC) er Københavns internationale kunstcenter, der viser installationskunst skabt af samtidskunstens verdensstjerner og nye talenter. CC har til huse i den prægtige gamle B&W-svejsehal istandsat af arkitekt Dorte Mandrup, der med sine i alt 7.000 m2 smukke industrihaller har pladsen til at udstille de teknisk og pladskrævende formater, som mange samtidskunstnere arbejder i: Store totalinstallationer, performancekunst og monumentale videoværker. Det er kunst, man ofte kan gå ind i og sanse med hele kroppen.