Skip to content
Argentinsk kæmpestjerne indtager CC

Press release -

Argentinsk kæmpestjerne indtager CC

Marta Minujín
Intensify Life
11.10.24 - 21.04.25

Pressevisning:
Der afholdes pressevisning d. 10. oktober kl. 11, hvor CCs direktør Marie Laurberg vil byde velkommen og kunstneren Marta Minujín vil være til stede.
For tilmelding, kontakt alma@cphco.org

Download pressemateriale her: https://copenhagencontemporary.org/presse/

Den latinamerikanske dronning af popkunst får endelig sin første store udstilling i Europa, når Marta Minujíns Intensify Life åbner på Copenhagen Contemporary til oktober.

Marta Minujín (f. 1943 i Buenos Aires, Argentina) er en ikonisk figur og en af de mest prominente latinamerikanske pop- og konceptkunstnere nogensinde. Hun har skabt nogle af kunsthistoriens første spektakulære totalinstallationer, og gennem de seneste 60 år har hun udviklet happenings, performances, installationer og videoværker, som har påvirket generationer af samtidskunstnere i Latinamerika, USA og Europa. Marta Minujín er en kunstner, der ikke blot har præget kunsthistorien, men fortsat er produktiv og skaber nye værker på tværs af fysiske og digitale medier.

Som noget helt særligt genopfører CC Minujíns gigantiske og altomsluttende labyrint La Menesunda (1965) i partnerskab med tre store kunstmuseer. Det er et banebrydende værk i kunsthistorien, som nu kan opleves i Europa for første gang.

Udstillingen Intensify Life er en unik mulighed for at opleve Minujíns livsværk – fra de nyeste gigantiske installationer, bløde skulpturer og store collagemalerier, skabt i hendes atelier i Buenos Aires, til de markante totalinstallationer og happenings, der gjorde hende til en vigtig del af 1960’ernes avantgarde. I sin lange og indflydelsesrige karriere har Minujín altid lagt afstand til de traditionelle kunstinstitutioner og har ofte destrueret sine egne værker som del af sine happenings. Derfor bliver udstillingen på CC Minujíns første store præsentation i Europa og en milepæl i hendes kunstneriske virke.

Marie Laurberg, direktør for CC, udtaler:
Det er intet mindre end et scoop for os på CC at kunne præsentere Marta Minujín i en omfattende udstilling. Minujín er et powerhouse og en absolut ener. Hun har været banebrydende gennem hele sit liv og har udviklet et dybt originalt kunstnerskab, som fremstår helt aktuelt. Alt sammen ud fra en vision om at ‘intensivere livet’. Livet skal simpelthen føles vildere, større og mere intenst i mødet med hendes kunst. Minujín er en gigant i kunsten, som det europæiske publikum stadig har til gode – og vi glæder os til at præsentere hende i stor skala.

Kunst skal intensivere livet!
Marta Minujíns stil er rundet af 1960’ernes modkultur. Kunsten skal være en del af hverdagen og tage alle midler i brug for at vække publikums sanser. Takket være et tæt samarbejde med kunstneren kan gæster i udstillingen udforske arkivmateriale, der viser nogle af de mest centrale dele af Minujíns arbejde gennem tiden: bortførte gæster fra MoMA, globale videoopkald længe før de sociale medier blev en realitet – og gigantiske offentlige monumenter, som nu er destrueret.

Soft Gallery
Værket Soft Gallery (1973) er et performancerum, som Minujín skabte sammen med kunstneren Richard Squires. Rummet, bestående af omkring 200 madrasser, omdanner den klassiske ’white cube’ til et blødt, taktilt miljø, hvor publikum kan bevæge sig frit og slænge sig – og dermed opleve kunsten på en fysisk og interaktiv måde.

Soft Gallery er blevet rekonstrueret i en ny version specifikt til udstillingen på CC. I udstillingsperioden vil installationen lejlighedsvis blive aktiveret med performances af blandt andre den danske kunstner Filip Vest.

Implosion!
Den altomsluttende installation Implosion! (2021) er et af Minujíns seneste store værker. Det består af fem store videoprojektioner, der danner en musikalsk kube, som publikum inviteres til at træde ind i. Værket bombarderer sanserne med farverige videobilleder og genkomponeret musik af Philip Glass – et univers af musik og farve, der omdanner kunstrummet til et dansegulv.

La Menesunda: According to Marta Minujín (2024)
I 1965 skabte Minujín i samarbejde med kunstneren Rubén Santantonín det legendariske værk La Menesunda. Den gigantiske installation hører til kunsthistoriens første immersive værker og kan ses som forløber for blandt andet den gigantiske installation Elle – une cathédrale (Hun – En katedral) (1966), som Niki de Saint Phalle præsenterede på Moderna Museet i Stockholm det efterfølgende år. La Menesunda er et labyrintisk værk, der fører publikum gennem 11 fantasifulde rum i Buenos Aires. På vejen møder publikum blandt andet en neonoplyst gade, et rum der lugter af grillkylling, en sump, en skønhedssalon, hvor publikum kan få lagt makeup eller få en hurtig massage, og et soveværelse med et ægtepar, der sidder i sengen og læser avis. Ordet ‘menesunda’ udspringer fra lokalt slang, der beskriver en følelse af rastløshed, forvirring og kaos.

Omfattende europæisk samarbejde
Genskabelsen af den kolossale installation er resultatet af et årelangt researcharbejde på museet Museo Moderno i Buenos Aires, og det har krævet et partnerskab mellem fire store museer, heriblandt CC, at opføre værket på europæisk grund for første gang. Efter værkets premiere på CC skal La Menesunda således på turné til nogle af de mest indflydelsesrige museer i Europa:

La Menesunda: According to Marta Minujín er organiseret i samarbejde med Tate Liverpool og Museo de Arte Moderne de Buenos Aires og bliver vist på Copenhagen Contemporary, København, Danmark; Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofía, Madrid, Spain; KANAL – Centre Pompidou, Bruxelles, Belgien og Tate Liverpool, England.

Arkivmateriale og dokumentarfilm
Selvom Marta Minujín betragtes som en af de mest indflydelsesrige sydamerikanske kunstnere nogensinde, er hun stort set ukendt i europæisk perspektiv. For at give publikum et dybere indblik i Minujíns livsværk præsenterer CC som noget helt særligt et omfattende arkivmateriale, der dokumenterer hendes nyskabende bidrag til samtidskunsten.

I udstillingen vises også en helt ny dokumentarfilm om Marta Minujíns liv og arbejde, produceret af Kasper Bech Dyg specielt til CC. Filmen følger Marta Minujín i sit atelier i Buenos Aires, hvor seeren får et eksklusivt indblik i hendes arbejdsproces og personlige kunstsyn.

Derudover kan publikum gå på opdagelse i udstillingskataloget, der giver et bredt formidlet indblik i Minujíns historie og 60 år lange karriere med tekster af blandt andre CCs direktør, Marie Laurberg, og Darsie Alexander, chief curator på Jewish Museum i New York og ekspert i Marta Minujíns værk.

Udstillingen Intensify Life er den første i CCs nye serie Founding Figures, hvor CC i de kommende år vil præsentere banebrydende kunstnere, som har formet samtidskunsten – for at placere dem på kunsthistoriens landkort for en ny generation.

Åbningsfesten
CC inviterer alle til at fejre åbningen af Intensify Life den 10. oktober med et brag af en fest. Det er gratis at deltage.

Program:
17.00 Bar + afhentning af armbånd til Fryd Frydendahl og Elisabet Stamms Deluxe After-Party (først til mølle-princippet og kun et pr. person. Begrænset antal armbånd til rådighed).
17.30 Åbningstaler: Marie Laurberg, direktør for CC, og Marta Minujín
18.00 DJ Hasfeldt
20.00 Fryd Frydendahl & Elisabet Stamm Deluxe After-Party – program TBA
21.00 Udstillingen lukker
00.00 Tak for i aften

Kontakt
For information om udstillingen:
Marie Laurberg, direktør, CC
marielaurberg@cphco.org
+45 3017 1404

Topics

Categories

Regions


Copenhagen Contemporary (CC) er Københavns internationale kunstcenter, der viser installationskunst skabt af samtidskunstens verdensstjerner og nye talenter. CC har til huse i den prægtige gamle B&W-svejsehal istandsat af arkitekt Dorte Mandrup, der med sine i alt 7.000 m2 smukke industrihaller har pladsen til at udstille de teknisk og pladskrævende formater, som mange samtidskunstnere arbejder i: Store totalinstallationer, performancekunst og monumentale videoværker. Det er kunst, man ofte kan gå ind i og sanse med hele kroppen.

Contacts