Press release -
Crea Crea: Skolen for Kunst & Styrke
Plads til fejl og uopdagede styrker: Copenhagen Contemporary åbner ny kunstskole for børn, der tager legen tilbage i kunsten og gør op med perfekthedskulturen.
Copenhagen Contemporary (CC) har lanceret et nyt fritidstilbud for børn i alderen 7-11 år: en kunstskole, der ugentligt giver børn indsigt i kunst, kreativitet og fællesskab. Kunstskolen, kaldet Crea Crea, fokuserer på børns iboende styrker og giver dem plads til at udforske sig selv og deres plads i verden.
Undervisningen foregår midt i kunsten på CC, der med samtidskunst fra både store stjerner og nye talenter udgør den perfekte, inspirerende ramme.
På CC tror vi på styrken i at lave fejl – i at tegne uden for stregerne og turde sige nej til den perfekthedskultur, der præger vores hverdag, uanset om det er solskin eller gråvejr.
Crea Crea ønsker at bringe legen tilbage i kunsten og styrke børns nysgerrighed og mod. Der arbejdes med barnets selvværd i kunsten med et ønske om, at det kreative arbejde bliver en styrke, barnet tager med videre i livet. Læringsforløbet er særligt udviklet til børn, og fokuserer på sanser, kreativitet, iboende styrker og fællesskab. Undervisningen ledes af to uddannede billedkunstnere, som gennem styrkebaseret pædagogik vil sætte gang i børnenes indre skaberkraft.
På Crea Crea er vi til stede i nuet – her er ingen skærme tilladt, og mobiler bliver derfor pænt passet på af vores undervisere.
Målet er at tilbyde en kunstundervisning, der ikke er set før - på Crea Crea vil børnene udforske dem selv, lave fejl og opdage styrker, de ikke vidste, de havde.
Categories
Copenhagen Contemporary (CC) er Københavns internationale kunstcenter, der viser installationskunst skabt af samtidskunstens verdensstjerner og nye talenter. CC har til huse i den prægtige gamle B&W-svejsehal istandsat af arkitekt Dorte Mandrup, der med sine i alt 7.000 m2 smukke industrihaller har pladsen til at udstille de teknisk og pladskrævende formater, som mange samtidskunstnere arbejder i: Store totalinstallationer, performancekunst og monumentale videoværker. Det er kunst, man ofte kan gå ind i og sanse med hele kroppen.