Press release —
Magi i garderoben: Ny udstilling samler 12 nordiske kunstnere om modens forvandlende kraft
Den 26. juni åbner Copenhagen Contemporary i samarbejde med ALPHA ‘Shapeshifters – Magic in Art & Fashion’ – en udstilling om tøjets rituelle og forvandlende kraft. Med 12 kunstnere fra hele Norden undersøger udstillingen, hvordan det, vi har på kroppen, kan markere de store skift i livet, sløre grænsen mellem virkelighed og fantasi – og skabe helt nye fællesskaber. Udstillingen er udviklet af CC i samarbejde med fire nordiske museer og institutioner og kan opleves til og med 6. september 2026.
Tag tøj på, bliv en anden
En uniform, en brudekjole, et kostume, et slør – tøj er aldrig bare stof. Det er ritual, forvandling og en måde at fortælle verden, hvem vi er, eller hvem vi gerne vil være. “Shapeshifters” tager den hverdagsforvandling alvorligt.
Med rødder i migration og globale perspektiver kredser værkerne om oprindelse, spiritualitet, tab, heling og forvandling. Udstillingen undersøger tøjets rituelle og transformative potentiale – hvordan en beklædningsgenstand kan markere overgange i et liv, viske grænsen mellem det virkelige og det fantastiske ud, og binde mennesker sammen i fortællinger og fællesskaber.
Et nordisk samarbejde
Udstillingen er en del af CCs varige fokus på tværæstetiske praksisser og er udviklet i samarbejde med Ane Lynge-Jorlén (ALPHA). SHAPESHIFTERS - Magic in Art and Fashion er en del af et nordisk partnerskab mellem EMMA – Espoo Museum of Modern Art (Finland), Nationalmuseet (Norge), Röhsska Museum of Design and Crafts (Sverige) og Copenhagen Contemporary (Danmark).
De medvirkende kunstnere
Abbas Mandegar (SE) · Ahmed Umar (NO) · Amina Saada (FI) · Ann-Sofie Back (SE) · Arnar Freyr Hjartason (IS) · Jeppe Juel (DK) · Klara Zetterholm (SE) · Lina Hashim (DK) · Margaret Abeshu Leversby (NO) · Olof Marsja & Matilda Söderling (SE) · Zuzana Vrabelova (SE)
“Vi kender alle følelsen af at tage noget på og pludselig stå lidt anderledes i verden. Shapeshifters viser, hvordan kunstnere bruger netop den kraft – tøj som forvandling, som ritual og som et sprog vi alle taler.”
– Marie Laurberg, Direktør, Copenhagen Contemporary
Åbning og praktisk information
Udstillingsperiode: 26. juni – 6. september 2026, men allerede den 25. juni fra klokken 17, kan man komme med til den officielle åbning af udstillingen, hvor dér også vil være gratis entré til CC helt til 21:00.
Åbningsevent — 25. juni:
17:00 – Gratis entré på CC
18:00 – Åbningstale ved Marie Laurberg (direktør, CC) og kurator Ane Lynge-Jorlén (ALPHA)
18:15 – Udstillingen åbner
19:00 – Performance af Lina Hashim i Hal 6: Who Carries Who
19:30 – DJ-set: Bella Sky High b2b Heva Vaupel
21:00 – Tak for i aften
Adresse: Copenhagen Contemporary, Refshalevej 173A, 1432 København
Related links
Topics
Categories
Regions
Copenhagen Contemporary (CC) er Københavns internationale kunstcenter, der viser installationskunst skabt af samtidskunstens verdensstjerner og nye talenter. CC har til huse i den prægtige gamle B&W-svejsehal istandsat af arkitekt Dorte Mandrup, der med sine i alt 7.000 m2 smukke industrihaller har pladsen til at udstille de teknisk og pladskrævende formater, som mange samtidskunstnere arbejder i: Store totalinstallationer, performancekunst og monumentale videoværker. Det er kunst, man ofte kan gå ind i og sanse med hele kroppen.