Skip to content
By & Havn / Dragør Luftfoto
By & Havn / Dragør Luftfoto

News -

Ny containerterminal i København

By & Havns rådgivere er i gang med at udarbejde materiale til udsendelse i prækvalifikation med henblik på at finde egnede kandidater til en totalentreprise på den kommende containerterminal i Københavns Havn. Opgaven udsendes i prækvalifikation ultimo marts 2022 og containerterminalen skal stå færdig i slutningen af 2024.

Københavns nye containerterminal vil med sine 165.000 m2. være med til at sikre, at varer og gods fortsat kan leveres bæredygtigt direkte til centrum af København, så man slipper for lang vejtransport.

By & Havn er bygherre på den nye containerterminal, mens Copenhagen Malmø Port (CMP) bliver operatør. Den nye containerterminal kommer til at ligge i forlængelse af den nuværende krydstogtterminal på Oceankaj og afløser den nuværende containerterminal på 140.000 m2. på Levantkaj. Flytningen af terminalen vil give mulighed for yderligere udbygning af Nordhavn, hvor 35.000 mennesker ifølge planen skal bo i fremtiden, når området er fuldt udbygget.

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, ser stort potentiale i den nye containerterminal:

”Med den nye containerterminal fastholder vi ikke alene Københavns historie som en fremgangsrig købstad, men vi bidrager samtidig til at gøre det til en mere grøn hovedstad, hvor varer og gods kan leveres så bæredygtigt som muligt direkte til slutkunderne. Med flytningen af containerterminalen fra Levantkaj til Ydre Nordhavn tager vi derudover for alvor fat i de næste etaper af udviklingen af Nordhavn, hvor Levantkaj i fremtiden skal udvikles som nyt boligområde til eksisterende og kommende generationer af københavnere”.

Med en beliggenhed på spidsen af Ydre Nordhavn vil den nye containerterminal komme til at ligge med en veludbygget og moderne infrastruktur med dedikerede arealer til fremtidens logistik. Arbejdet med at anlægge den nye Nordhavnstunnel under Svanemøllebugten er godt i gang, og når tunnelen står færdig i 2027, vil transport til og fra containerterminalen få direkte adgang til motorvejsnettet via tunnelen. Dermed bliver Indre Nordhavn aflastet for en stor del af den tunge trafik, der i dag kører i krydset Kalkbrænderihavnsgade/Sundkrogsgade og på strækningen Sundkrogsgade samt Baltikavej.

Hos CMP, der skal operere den nye containerterminal, er der glæde over udsigten til en ny, moderne og bæredygtig containerterminal.

Barbara Scheel Agersnap, CEO i Copenhagen Malmö Port, siger:

”Vi glæder os til at byde vores kunder velkommen i en ny og moderne containerterminal i København. Det bliver en fremtidssikret terminal, der kan servicere kunderne på højt niveau og sikre den bedst mulige forsyning af gods og varer til store dele af Sjælland, mange år fremover. Opførslen af et distributionscenter - som nabo til terminalen - vil yderligere styrke de logistiske muligheder. Et kommende distributionscenter vil bl.a. styrke den såkaldte ”last mile” af varer til centrum af København, hvilket bl.a. viste sig helt afgørende under pandemien.”

For Barbara Scheel Agersnap er det positivt, at containerterminalen placeres i Ydre Nordhavn, da størstedelen af de varer - der passerer containerterminalen - køres til eller fra områder nær Hovedstadsområdet:

”I min optik er det sund fornuft at føre varerne gennem Nordhavn, da de på den måde sejles så langt som muligt - helt tæt til slutkunden - hvilket giver det mindst mulige CO2-aftryk. Samtidigt reduceres trafikken på vejene. Lastbilerne kan allerede i dag ledes uden om Københavns centrum via Nordhavnstunnellen, og med de kommende projekter bliver vores lokation forstærket yderligere – både når man ser på den service vi kan tilbyde, og på det lavere CO2 aftryk”.

FAKTA: Ny containerterminal i Ydre Nordhavn

  • Udbuddet bliver lavet som en totalentreprise
  • Prisen for at anlægge den nye containerterminal inkl. kraner, vejadgang og øvrige faciliteter forventes at blive omkring 800 mio. kr.
  • Containerterminalen får to nye containerkraner, en mulighed for kajlængde på op til 550 meter og en vanddybde ned til 12,5 meter. Det er 2,5 meter dybere end den nuværende containerterminal har. Hertil nye og moderne havnefaciliteter og erhvervsbygninger.
  • Med placeringen af den nye containerterminal i Ydre Nordhavn optimeres ligeledes besejlingen til terminalen til gavn for alle rederier, der kommer til at anvende terminalen.
  • Der gøres plads til, at terminalen løbende kan udbygges i takt med, at godsmængderne øges og nye logistikvirksomheder m.v. kommer til.
  • Den eksisterende terminal på Levantkaj udgør ca. 140.000 m2. Når den nye terminal i Ydre Nordhavn er fuldt udbygget, vil den udgøre ca. 165.000 m2.
  • Området, hvor terminalen placeres, er en del af et nyt jordopfyld på i alt 100 hektar i Ydre Nordhavn. Udover containerterminal skal dette område blandt andet også rumme en 28 hektar ny, stor naturpark.
  • Der er udarbejdet VVM (miljøvurdering) for anlæg af den nye containerterminal og meddelt miljøgodkendelse af projektet.
  • Flytningen af eksisterende containerterminal åbner op for den videre byudvikling af Levantkaj, der skal udvikles til et nyt og bæredygtigt boligområde i Nordhavn.

For yderligere information, venligst kontakt:

Kristian Wederkinck Olesen, Kommunikationschef, By & Havn: E-mail: kwo@byoghavn.dk, Telefon: 30535004

Ulrika Prytz Rugfelt, PR & Corporate Communications Manager, Copenhagen Malmö Port AB
E-mail: ulrika.prytz@cmport.com , Telefon: +46 (0)70 252 00 98.

Topics

Categories

Contacts

Ulrika Prytz Rugfelt

Ulrika Prytz Rugfelt

Press contact Chief Communications & Sustainability Officer +46 (0) 70 252 00 98

Vi forbinder vand med land og skaber vækst og velstand til fælles gavn

Copenhagen Malmö Port (CMP) er en af Skandinaviens største havneoperatører og en full-service havn i Øresundsregionen. Vi modtager en lang række varer og har en infrastruktur, som er tilpasset alle typer skibe.

Copenhagen Malmö Port (CMP)
Containervej 9
DK-2150 Nordhavn, Copenhagen
Danmark
Visit our other newsrooms