Gå til indhold
Sølvgade Copenhagen Sprint
Copenhagen Sprint 2026, mænd. Foto: Cathrine Yde

Pressemeddelelse

Copenhagen Sprint klarede den svære toer: Folkefest, cykelland og cykelløb i verdensklasse på dansk asfalt

Copenhagen Sprint cementerede i weekenden sin plads som Danmarks internationale cykelklassiker. På løbets andet år blev “den svære toer” gjort til en stærk toer: Endnu en folkefest på cykel, endnu en manifestation af Danmark som cykelland og endnu en weekend med verdensklasse sprintere på vejene fra Roskilde til København.

Da mændenes løb søndag satte punktum for Copenhagen Sprint 2026, kunne partnerkredsen bag løbet se tilbage på en weekend, hvor cykelsport, værtskab og folkelig opbakning igen gik op i en højere enhed.

Langs ruten fra Roskilde gennem de sjællandske kommuner og ind til finalen i København blev der hujet, heppet og skabt cykelfest for både verdenseliten og de mange tilskuere, der ikke lod sig påvirke af de regnbyger, der dukkede op undervejs. Både i Roskilde og i København bød weekenden på aktiviteter, folkecykelløb, musik, festivalstemning, ligesom der var masser af liv omkring ruten også i gennemkørselskommunerne.

Startfeltet talte nogle af verdens bedste sprintere, og til sidst var det Jasper Philipsen, der kunne række armene i vejret som vinder. Danskeren Tobias Lund Andresen sikrede en stærk andenplads, mens australske Sam Welsford fuldendte podiet.

Tobias Hoff, direktør, Copenhagen Sprint siger:
“Copenhagen Sprint har igen vist, at Danmark er et cykelland i særklasse. Vi har set verdensklasse på ruten, stærk opbakning fra publikum og en folkefest, der binder som har været uundværlige og gjort en kæmpe forskel... Den svære toer blev en stærk toer på alle fronter, og det giver os endnu mere at bygge videre på frem mod næste år.”

Copenhagen Sprint vender tilbage 12.-13. juni 2027, hvor Danmark igen får mulighed for at byde både ryttere, hold, fans og internationale gæster velkommen til cykelløb i verdensklasse.


Vindere:

Kvinder: Lorena Wiebes, SD Worx-Protime
"Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan komme tilbage næste år og lave et hattrick. Jeg kan godt lide Danmark, og jeg har mange gode minder her i Danmark - både med de to sejre her i København, men jeg er også blevet juniorverdensmester her i Danmark."

Mænd: Jasper Philipsen Andresen, Alpecin-Premiere Tech
”Der var en meget hektisk dag. Ligesom sidste år var der styrt på den sidste omgang, hvilket er ærgerligt for dem, der havde glædet sig til at se en massespurt. Jeg håber bare, at alle er okay. Alle hold deltog godt i føringsarbejdet. Farten var rigtig høj. Jeg kender den ikke eksakt, men det føltes hurtigt. Jeg er meget glad for min form. Det er vigtigt med en sejr, nu gælder det bare om at finde de sidste procenter frem mod Tour de France.”


Bonus fakta
Ca. 600 frivillige
23 kilometer cykelhegn i København
248 batts ROCKWOOL-indpakkede ”road furniture” på ruten, så sikkerheden er i højsædet.


Fakta om Copenhagen Sprint

Copenhagen Sprint består af to professionelle cykelløb: Et eliteløb for kvinder og et eliteløb for mænd. Løbet har UCI-licens for 2025, 2026 og 2027.

Copenhagen Sprint afvikles i et partnerskab mellem Københavns Kommune, Roskilde Kommune, staten, Danmarks Cykle Union, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen og Copenhagen Sprint eventorganisationen.

I 2027 afvikles Copenhagen Sprint den 12.-13. juni.

PARTNERCITATER

Sisse Marie Welling, Overborgmester (SF), København
“Weekenden har virkelig været fantastisk med god musik, masser af aktiviteter for børn og voksne og verdensklasse cykelryttere. Helt særligt for mig var det at cykle til folkecykelløbet gennem byens biltomme gader og også at møde så mange glade, festende københavnere og besøgende. Jeg glæder mig allerede til næste år.

Tomas Breddam, Borgmester (S), Roskilde
”Copenhagen Sprint viste igen i år, hvor meget begejstring store events kan skabe. Roskilde fik sendt rytteren afsted med en folkefest, hvor borgere, frivillige, foreninger, kulturaktører og erhvervsliv sammen skabte en fantastisk weekend. Den lokale opbakning og det stærke samarbejde forvandlede endnu en gang asfalten til en arena. Vi glæder os allerede til næste år.”

Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark
“Copenhagen Sprint har for alvor kørt på den store klinge i denne weekend. Nu kan vi se frem til, at løbet vender tilbage den 12.-13. juni 2027 og forhåbentlig til, at Copenhagen Sprint også efter 2027 fortsætter udviklingen mod at blive den internationale cykelklassiker, vi alle arbejder for.”

Morten Anderson, formand, Danmarks Cykle Union
”Copenhagen Sprint beviste allerede her i sit blot andet år, at det er en sommertradition, der er kommet for at blive. Både de sportslige rammer og folkefesten var verdensklasse – selv i et år, hvor vejret ikke var med os. Det at alle har del i cykelfesten, fra BørneTour og Future Racing til folkeløb og WorldTour siger også alt om, hvor stor cyklingen er i Danmark. Det er jeg ekstremt glad for og stolt af - og så er jeg dybt taknemmelig for alle de frivillige, der gør det muligt.”

Andreas Keil, beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester (S), København
"København er en cykelby, og det har man virkelig kunnet mærke i weekenden. Jeg håber, at Copenhagen Sprint har givet både københavnere og de mange gæster i byen nogle gode oplevelser og måske endda inspireret endnu flere til at hoppe på cyklen. Det har været en fornøjelse at se, hvordan nogle af verdens bedste ryttere har delt gaderne med den cykelglæde, der findes i København hver eneste dag. Og så er det skønt at opleve, hvordan tusindvis af hverdagscyklister, børnefamilier og cykelfans har været med til at gøre løbet til en folkefest for hele byen."

Jens-Kristian Lütken, sundheds- og omsorgsborgmester (V), København
"Copenhagen Sprint har samlet københavnere i alle aldre og vist os, hvordan sport og motion kan skabe glæde, styrke sundheden og knytte os tættere sammen. Jeg håber, at Copenhagen Sprint kan blive en fast tradition i byen og et cykelløb, som hele Europa forbinder med København på linje med klassikere som Liège-Bastogne-Liège og Paris-Roubaix. Cykelløbet giver et stærkt løft til både vores erhvervsliv og til Københavns internationale profil. Og det viser, hvor meget vi kan udrette, når vi rykker sammen."

Jakob Næsager, Børne- og ungdomsborgmester (K), København

”Jeg håber, at CPH Sprint har givet københavnerne en fantastisk weekend med flot cykelløb og gode oplevelser. Først og fremmest håber jeg, at løbet har inspireret endnu flere børn og unge til at dyrke sport og motion og blive en del af de stærke fællesskaber, som idrætten skaber. Samtidig har CPH Sprint været en fantastisk mulighed for at vise København fra sin bedste side – med udsprungne træer, glade københavnere og seværdigheder i verdensklasse.”

Søren Tegen Pedersen, administrerende direktør, Wonderful Copenhagen siger:

“Med en vellykket afvikling af Copenhagen Sprint har hovedstaden og Danmark endnu en gang vist, at vi kan afvikle events i verdensklasse, som både tiltrækker cykelentusiaster og samler borgere om en folkefest. Samtidig har weekenden ikke kun været en mulighed for at sætte internationalt fokus på vores hovedstad, men også på dansk cykelkultur og en anledning til at udbrede cyklen som transportmiddel til nye målgrupper.”

Emner

Regions


Bag Copenhagen Sprint står en national partnerkreds bestående af Københavns Kommune, Roskilde Kommune, staten, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Danmarks Cykle Union og Copenhagen Sprint eventselskabet, som forestår planlægningen og afviklingen af løbet

Kontakt

  • Copenhagen Sprint 2026_Yde Media-35.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    6000 x 4000, 17,2 MB
    Download
  • Copenhagen Sprint 2026_Yde Media-2.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    5570 x 3713, 10,8 MB
    Download
  • Copenhagen Sprint 2026_Yde Media-18.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    4799 x 3199, 9,24 MB
    Download
  • Lorena Wiebes 2026. Foto Lars Rønbøg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    5616 x 3744, 5,83 MB
    Download
  • Copenhagen Sprint 2026_Yde Media-44.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    5953 x 3969, 9,96 MB
    Download
  • Andreas_Roungkvist_2026_SUNDAY_CPHSprint-03.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    4800 x 3200, 9,21 MB
    Download
  • Rådhuspladsen. Foto Lars Rønbøg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    3200 x 4800, 10,6 MB
    Download