Pressemeddelelse -
Færre konkurser i Danmark: Nedgang på 13 procent i februar
Antallet af konkurser i Danmark fortsætter med at falde. I februar 2026 gik 283 virksomheder konkurs, hvilket er et fald på 13 procent sammenlignet med 374 konkurser i samme måned sidste år. Også på årsbasis ses en markant nedgang med 27 procent færre konkurser i årets første måneder.
⬇️ Download den fulde konkursliste for februar
Den positive udvikling i konkursstatistikken fortsætter i Danmark. I februar blev der registreret 283 konkurser mod 374 i februar 2025, hvilket svarer til et fald på 13 procent.
Ser man på de første måneder af året samlet, er nedgangen endnu tydeligere. I 2026 er der registreret 593 konkurser mod 808 i samme periode sidste år – et fald på 27 procent. Det tyder på, at flere virksomheder har fået bedre økonomiske vilkår efter en periode med høj inflation og stigende renter.
– Antallet af konkurser er faldet markant sammenlignet med sidste år, hvilket indikerer, at flere virksomheder nu har haft bedre forudsætninger for at stabilisere deres økonomi efter en periode med udfordringer. siger Morten Kofoed-Larsen, Country Manager hos Creditsafe Danmark.
Brancher hårdest ramt
Selvom konkursniveauet generelt falder, er der fortsat enkelte brancher, der er hårdt ramt.
Bygge- og anlægsbranchen har fortsat flest konkurser med 57 i februar, selvom det er et fald på 15 procent sammenlignet med sidste år. Handelssektoren – engros- og detailhandel – registrerede 43 konkurser i februar, svarende til et fald på 9 procent.
Den største procentvise nedgang ses i hotel- og restaurationsbranchen, hvor konkurserne faldt med 34 procent, mens administrative servicevirksomheder faldt med 24 procent.
– Selvom flere brancher fortsat er ramt af konkurser, ses der en generel nedgang på tværs af næsten alle sektorer, hvilket peger på en mere stabil økonomisk situation for danske virksomheder siger Morten Kofoed-Larsen.
| Feb 2026 | Feb 2025 | Diff % | |
| Bygge- og anlægsvirksomhed | 57 | 67 | -15% |
| Engroshandel og detailhandel | 43 | 47 | -9% |
| Administrative tjenesteydelser og hjælpetjenester | 19 | 25 | -24% |
| Overnatningsfaciliteter og restaurationsvirksomhed | 21 | 32 | -34% |
Regioner med flest konkurser
Hovedstaden er fortsat den region med flest konkurser med 117 konkurser i februar, men også her er der tale om et fald på 18 procent sammenlignet med sidste år.
Midtjylland oplever den største regionale nedgang blandt de større regioner med et fald på 35 procent, fra 75 til 49 konkurser. I Nordjylland faldt konkurserne med 24 procent, mens Syddanmark havde en nedgang på 21 procent.
Sjælland registrerede et mindre fald på 9 procent, mens Grønland gik fra fem til én konkurs, svarende til et fald på 80 procent.
| Feb 2026 | Feb 2025 | Diff % | |
| Grønland | 1 | 5 | -80% |
| Hovedstaden | 117 | 143 | -18% |
| Midtjylland | 49 | 75 | -35% |
| Nordjylland | 25 | 33 | -24% |
| Sjælland | 49 | 54 | -9% |
| Syddanmark | 41 | 52 | -21% |
Største konkurs
Den største konkurs i februar målt på antal ansatte var Blitz Transport ApS, som havde 82 medarbejdere. Virksomheden opererede inden for transport og godshåndtering og havde base i Faaborg-Midtfyn Kommune i Syddanmark.
Konkurser blandt større virksomheder kan få markante lokale konsekvenser, da mange arbejdspladser kan blive berørt på én gang.
Det skandinaviske konkursbillede
Udviklingen i Danmark følger en generel tendens i Skandinavien, hvor konkursniveauerne også falder.
I Norge gik 268 virksomheder konkurs i februar, hvilket er 16 procent færre end året før. Dermed fortsætter den positive udvikling, som også var tydelig i januar. Dog skiller ejendomsbranchen sig fortsat ud som den mest udsatte sektor.
I Sverige faldt konkurserne med 7 procent i februar og markerede dermed fjerde måned i træk med tilbagegang. Samtidig blev antallet af berørte ansatte reduceret med 25 procent, hvilket peger på, at færre større virksomheder går konkurs.
Emner
Regions
Creditsafe er verdens mest brugte kreditoplysningsbureau. Kreditvurdering af 430 millioner virksomheder i 200 lande via API og web. Vi hjælper jer med at kunne tage bedre og sikre forretningsbeslutninger og reducere kreditrisici.