Pressemeddelelse -
Andelsselskaber skal sammen sikre mere vedvarende energiproduktion
Planerne om et fælles selskab til investering i og udvikling af vedvarende energiproduktion har stået på et stykke tid, og nu er alle formalia på plads.
Landbrugskoncernen Danish Agro og energikoncernen AURAs fælles selskab ADA Green Energy A/S er nu en realitet efter godkendelse fra Konkurrencestyrelsen, og ambitionerne for selskabet er store.
”Vi har lovet vores andelshavere og os selv, at vi vil være en drivkraft for den grønne omstilling. Det er vi sikre på, vi i endnu højere grad kan lykkes med sammen med en solid partner som Danish Agro,” siger Carsten Höegh Christiansen, adm. direktør i AURA.
De to koncerner har med en lang historie som andelsejede selskaber fælles værdisæt, og begge er lokalt forankret i Østjylland. Derudover komplementerer de hinanden med indsigt og kompetencer inden for henholdsvis landbrugsbranchen og energisektoren.
”Det her er et samarbejde med nationale perspektiver, hvor der virkelig kan skabes værdi for både danske landmænd og klimaet. Det er samtidig et vigtigt skridt på vejen mod, at Danish Agro koncernen på sigt bliver forsynet udelukkende med vedvarende energikilder,” siger Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro.
ADA Green Energy vil primært fokusere på VE-projekter indenfor sol og vind, og det er tidligere meldt ud, at ambitionen er at nå en produktion på 200 GWh senest i 2025.
”Det er den første milepæl, men om det bliver i 2025 eller 2026, afhænger i høj grad også af eksterne forhold, som eksempelvis kommunernes myndighedsbehandling. Det vigtige er, at vi får etableret helt ny VE-produktion, som bidrager til den grønne omstilling og forsyningssikkerhed. Det er jeg sikker på, at vi kan med det unikke partnerskab mellem Danish Agro og AURA. Samarbejdet skaber grobund for at gøre noget for landbrugets grønne omstilling, og jeg glæder mig til at komme i dialog med endnu flere landmænd, lodsejere og naboer, der ligesom os vil være med til at gøre en forskel,” siger Klaus Høgh, der er ansat som direktør i ADA Green Energy.
ADA Green Energy får hjemme i Galten, hvor også Danish Agro og AURA har lokationer.
For yderligere information, kontakt:
Thomas Mørch
Kommunikationsdirektør i Danish Agro
tlf. +45 28 18 57 97
Claus Blem Jensen
Kommunikationschef i AURA
tlf. +45 23 20 23 23
Emner
Kategorier
Danish Agro a.m.b.a.
Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter. Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro Koncernen beskæftiger over 5.000 medarbejdere og vil i 2022 have en omsætning i niveauet 42 mia. kr.