Gå til indhold
Danish Agro binder stor kreditfacilitet op på bæredygtighedsmål

Pressemeddelelse -

Danish Agro binder stor kreditfacilitet op på bæredygtighedsmål

Danish Agro har koblet tre centrale bæredygtighedsmål til en eksisterende EUR 600 mio. kreditfacilitet, som herefter får betegnelsen ”ESG-Linked”.

Danish Agro koncernens største kreditfacilitet bliver nu knyttet op på tre ESG-mål.

Det medfører, at kredittens rentemarginal justeres op og ned alt efter, hvordan Danish Agro koncernen leverer på de tre bæredygtighedsmål.

Aftalen er indgået med 13 danske og internationale banker og skal være med til yderligere at fremme det strategiske arbejde med bæredygtighed i koncernen.

De tre parametre er:

  • Reduktion i CO2-udledningen fra koncernens egen produktion og logistik samt indirekte udledninger forårsaget af indkøbt energi (Scope 1 og 2).
  • Al soja, der importeres i koncernen, skal senest i 2025 være ansvarligt og afskovningsfrit produceret i henhold til FEFAC’s Soy Sourcing Guidelines.
  • Salget af plantebaserede fødevarer skal vokse markant og udgøre en relativt større andel af omsætningen.

”I Danish Agro vil vi være med til at forme fremtidens landbrug, og vi har derfor i koncernen en række konkrete bæredygtighedsmål. Derfor var det også naturligt for os at lave denne aftale, hvor vi kobler nogle af disse mål direkte til en kreditfacilitet. Det er med til at tilskynde os til at indfri vores ESG-mål,” siger Brian Hauge Søe, Group CFO i Danish Agro.

Den nye kreditfacilitet spiller dermed tæt sammen med Danish Agros fire grønne søjler, som er plantebaserede fødevarer, grøn energiproduktion, digitalisering og ansvarligt indkøb. Her er fokus at udvikle nye teknologier, værktøjer og løsninger, der kan reducere klimabelastningen hos både koncernen og landmanden - og samtidig være økonomisk rentable.

”Den klare kobling til vores strategi har været vigtig for os, og hele forløbet med bankerne har givet os mange frugtbare drøftelser og vigtige indsigter, vi kan arbejde videre med. For at nå vores mål bliver det afgørende med samarbejde på tværs i koncernen og med eksterne partnere, hvilket vi kalder Stronger Together,” udtaler Peter Hertz Meincke, Group Treasurer i Danish Agro.

Emner

Kategorier


Danish Agro a.m.b.a.

Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter. Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro koncernen beskæftiger over 5.000 medarbejdere og vil i 2023 have en omsætning i niveauet 57 mia. kr.

Kontakt

Thomas Mørch

Thomas Mørch

Pressekontakt Kommunikationsdirektør +45 28185797

Dansk landbrugskoncern der er ejet af 8.300 danske landmænd

Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter.

Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro koncernen beskæftiger 5.500 medarbejdere og vil i 2024 have en omsætning i niveauet 48 mia. kr.

Danish Agro
Køgevej 55
4653 Karise
Danmark