Gå til indhold
Fra venstre: Alexander Gamborg, Stig Gamborg og Anne Sophie Gamborg fra Møllerup Brands og Koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr.
Fra venstre: Alexander Gamborg, Stig Gamborg og Anne Sophie Gamborg fra Møllerup Brands og Koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr.

Pressemeddelelse -

Danish Agro investerer i hampefrø-virksomheden Møllerup Brands A/S

Danish Agro har et strategisk fokus på plantebaserede fødevarer og har netop indgået aftale om køb af 70 % af hampefrø-virksomheden Møllerup Brands. Møllerup Brands dyrker, forarbejder, udvikler og sælger hampefrøprodukter, der blandt andet bruges til fødevarer. Familien Gamborg, som også står bag Møllerup Gods, forbliver aktionærer og vil fortsat være aktive i at udvikle virksomheden sammen med Danish Agro.

Koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr, glæder sig over aftalen.

”Markedet for plantebaserede fødevarer er i en spændende udvikling, og det er et strategisk fokusområde for Danish Agro. Derfor ser vi også store perspektiver i et samarbejde med familien Gamborg omkring Møllerup Brands. Der har været en god dialog baseret på gensidig tillid. Hampefrø er en super spændende råvare med mange rigtig gode ernæringsmæssige og produktionsmæssige egenskaber, og så er hamp en nøjsom plante, der er god for miljøet” siger han, og fortsætter:

”I den nye ejerkreds ser vi frem til i fællesskab, at udvikle Møllerup Brands yderligere. Hampefrø er et globalt vækstmarked, og vi vil fokusere på, at øge afsætning og kendskab til selskabets hampefrøprodukter. Det vil samtidig betyde, at flere landmænd forhåbentlig vil kunne lave kontraktavl på hampefrø gennem os. Ydermere har hampefrø gode proteinegenskaber, som vi naturligvis også vil teste som en del af vores strategi om at udvikle mere lokalt produceret protein,” slutter han.

Også på Møllerup Gods, ser familien Gamborg frem til samarbejdet.

”På Møllerup Gods er vi stolte af vores arbejde med hampens mange enestående muligheder. Særligt har det været spændende at introducere danskerne for en helt ny fødevare igennem Møllerup Brands. Der er ingen tvivl om at hamp har en meget stor fremtid både i Danmark og resten af verden, derfor er vi meget glade for vores nye samarbejde med Danish Agro, der vil sikre at vi kan løfte forretningen til næste niveau. Det er tydeligt, at Danish Agro ser de samme muligheder som os, og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi får et stærkt tillidsfuldt samarbejde omkring denne fantastiske plante,” siger Anne Sophie Gamborg.

Møllerup Brands er på 6 år vokset fra en iværksætter-ide til en FSSC22.000 certificeret virksomhed med 8.000 m2 produktion i Nors ved Thisted. Møllerup Brands producerer fødevarer til detail, catering og en række ingredienser til fødevareindustrien. Hovedprodukterne er afskallede hampefrø, hampeolie, ristede hampefrø, mel og proteiner. Hamp har et naturligt højt indhold af proteiner, fibre, omega 3, 6 og 9 og indeholder alle essentielle aminosyrer.

Den hampetype, som Møllerup Brands forhandler, er industrihamp med under 0,2% THC.

For yderligere information, kontakt:

Søren Møgelvang Nielsen
Kommunikationsdirektør i Danish Agro
tlf. +45 2332 8274

Alexander Gamborg
Direktør Møllerup Gods
tlf. +45 28257878

Emner

Kategorier


Om Danish Agro a.m.b.a.
Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter. Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro Koncernen beskæftiger ca. 5.000 medarbejdere og vil i 2021 have en omsætning i niveauet 37-38 mia. kr.


Fakta om Møllerup Gods og virksomhederne på Møllerup Gods
MØLLERUP GODS dyrker hamp på markerne og byder offentligheden inden for de gule mure ved udlejning af eventlokaler til fest, ferie og firmaarrangementer og afholdelse af kulturarrangementer.

MØLLERUP BRANDS forarbejder hampefrø til forbrugere og industri. Møllerup Brands har udviklet et fødevaresortiment baseret på hampens ernæringsmæssige egenskaber.

ADVANCE NONWOVEN A/S har udviklet en patenteret teknologi til bearbejdning af fibermateriale, der omdanner fibre fra hamp eller genbrugsmaterialer til måtter, der skal danne basis for nye bæredygtige produkter.

CONVERT A/S bruger Advance Nonwovens teknologi til at hjælpe kunder med at finde nye cirkulære anvendelsesmuligheder for deres restfraktioner – både naturfibre, som Hamp, ålegræs, træ og restmaterialer som papir, tekstil, fjer mm.

Kontakt

Thomas Mørch

Thomas Mørch

Pressekontakt Kommunikationsdirektør +45 28185797

Dansk landbrugskoncern der er ejet af 8.300 danske landmænd

Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter.

Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro koncernen beskæftiger 5.500 medarbejdere og vil i 2024 have en omsætning i niveauet 48 mia. kr.

Danish Agro
Køgevej 55
4653 Karise
Danmark