Gå til indhold
På billedet fra Lihme Protein Solutions: CEO Karsten Lindved (tv.) og stifter Allan Lihme (th.)

Pressemeddelelse -

Danish Agro investerer i selskab bag innovativ protein-teknologi

Danish Agro koncernen har erhvervet en ejerandel på 5 % i den danske biotekvirksomhed Lihme Protein Solutions (LPS), der har udviklet en unik separationsteknologi, som kan isolere proteiner - både animalske og plante-proteiner. Teknologien gør det muligt at udnytte råmaterialer mere bæredygtigt og effektivt og anvendes i blandt andet fødevare- og foderbranchen.

Investeringen er et strategisk skridt for Danish Agro og skal understøtte udviklingen og kommercialiseringen af LPS’ teknologi, som efter flere års forskning og udvikling nu er klar til industriel opskalering.

”Vi ser et betydeligt kommercielt og bæredygtigt potentiale i den teknologi, LPS har udviklet. Det er helt i tråd med vores ambitioner om at bidrage til cirkulær ressourceudnyttelse og værdiforædling af biologiske råvarer fra landbrug og fødevareindustrien,” siger Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro.

Foruden Danish Agro har også den italienske mejerikoncern Granarola erhvervet 5 % af aktierne i LPS. Parterne har aftalt ikke at oplyse investeringsrundens finansielle vilkår.

Klar til vækst og kommercialisering
Investeringen følger i kølvandet på, at Danish Agros datterselskab DAVA Foods har indgået et strategisk partnerskab med LPS.

Her skal LPS’ teknologi udvinde det bioaktive enzym lysozym fra æggehvider, der har en høj værdi i både fødevareindustrien og den farmaceutiske industri.

Samarbejdet og investeringen skaber glæde hos LPS, der ser store muligheder for den fremtidige udvikling.

“Det er en stor styrke for os at få Danish Agro med som partner. Koncernen bidrager med både strategisk viden og industrielle muskler, som kan accelerere vores udvikling og markedsadgang,” siger Karsten Linved, CEO i LPS.

LPS’ ambition rækker ud over animalske kilder. Andre anvendelsesmuligheder er at udvinde højværdi-proteiner fra plantebaserede materialer og andre organiske ressourcer. Dermed kan teknologien blive en vigtig byggesten i fremtidens fødevare- og ingrediensindustri, hvor naturlighed, funktionalitet og bæredygtighed er i fokus.

For yderligere information, kontakt:

Thomas Mørch
Kommunikationsdirektør i Danish Agro
tlf. +45 2818 5797

Emner

Kategorier


Danish Agro a.m.b.a.

Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter. Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro koncernen beskæftiger 5.500 medarbejdere og havde i 2024 en omsætning på 45,5 mia. kr.

Kontakt