Gå til indhold
Danish Agro koncernens stand fra NutriFair 2025.

Pressemeddelelse -

Digitaliseringen rykker for alvor ind i landbruget

Hele 80 % af de danske griseproducenter er nu digitale. Hos landbrugskoncernen Danish Agro er der ikke tvivl om, at fremtidens foder og driftsledelse handler om, hvordan en dyb forståelse af data kan gøre det nemmere at vide, hvilke knapper man skal skrue på som landmand.

Når de danske landmænd i stigende grad træffer beslutninger baseret på data frem for mavefornemmelser, skaber det en mærkbar værdiforøgelse på bedriften. Det har Danish Agro en lang række af eksempler på hos de af koncernens kunder, der anvender deres digitale værktøjer. Flere af disse eksempler bliver præsenteret på årets NutriFair-messe, som er et fast mødested for mange af landets husdyrproducenter.

”80 % af de danske griseproducenter anvender i dag digitale værktøjer i et eller andet omfang. Det er vores digitale værktøjer som SiloInsite til siloovervågning, ProGrow-kamerateknologi til monitorering af grisestalden eller PIGS365, som giver landmanden dynamiske data om produktionsresultaterne”, fortæller Kristian Jensen, der er Seniorrådgiver, vækstgrise, i Danish Agro og Vilomix.

”Fælles for de digitale værktøjer er, at vi tydeligt kan se, at når først landmændene begynder at anvende dem, fortsætter de ud af den sti og anskaffer sig endnu flere til bedriften. Det hænger også sammen med, at bedrifterne fortsat bliver større og mere specialiserede, og der er ingen tvivl om, at de digitale værktøjer er kommet for at blive. Med tiden vil vi se digitale værktøjer på samtlige danske bedrifter”, lyder forudsigelsen fra Kristian Jensen.

Dette understøttes af den erfaring, der allerede er i Danish Agro koncernen, som har tilbudt digitale værktøjer til landbruget i en lang årrække.

”Landbruget står midt i en digital transformation, hvor brugen af data og digitale værktøjer vokser hastigt. Vi ser, at værktøjerne blandt andet hjælper landmændene med at opnå de rette foderstrategier. Sammen med den rådgivning, vi tilbyder til at vælge det rigtige handelstidspunkt for køb af foder og råvarer, danner det basis for en god produktionsøkonomi. Kunsten er derfor fremover at vælge de digitale værktøjer, der giver mest mening i den aktuelle produktion og giver reel værdi på den enkelte bedrift”, forklarer Henrik Bendtsen, Markedsdirektør i Danish Agro.

Netop rådgivningsdelen spiller sammen med de digitale værktøjer en afgørende rolle i landbruget lige nu. Ét er nemlig at indsamle data, noget andet er at finde anvendelse af det på bedriften på en meningsfuld måde.

”Digitalisering handler i høj grad om driftsledelse, hvor mine kolleger med deres ekspertise kan hjælpe landmændene med at analysere al den data, der kommer fra de digitale værktøjer, og få det omsat til eksempelvis optimalt sammensatte foderblandinger. Det giver landmanden mulighed for at opnå en optimal foderstrategi og produktionsoptimering baseret på dyrenes vækst, ædeaktivitet, vandforbrug og staldklima med baggrund i realtid og dynamiske data”, fortæller Niels E. Olesen, Salgschef i Vilomix.

Fra foder til fakta sættes der på dette års NutriFair hermed fokus på foderoptimering, staldmiljø og stabilitet, hvor Danish Agro koncernen vil præsentere løsninger til både grise, kvæg og fjerkræ.

Danish Agro, Vilomix, Vilovet og Hatting står sammen på stand A-1270 på NutriFair, der byder på en bred vifte af oplæg og udstillere inden for foder, energi og husdyrproduktion.

NutriFair afholdes i MESSE C i Fredericia onsdag den 14. januar og torsdag den 15. januar 2026, begge dage kl. 9.00 til 17.00.

For yderligere information, kontakt:

Thomas Mørch
Kommunikationsdirektør i Danish Agro
tlf. +45 2818 5797

Emner

Kategorier


Danish Agro a.m.b.a.

Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter. Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro koncernen beskæftiger 5.500 medarbejdere og havde i 2024 en omsætning på 45,5 mia. kr.

Kontakt

  • NutriFair_fællesbillede fra 2025.jpeg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    4032 x 3024, 3,03 MB
    Download