Gå til indhold
JAGUAR med mange nyheder og en ny topmodel

Pressemeddelelse -

JAGUAR med mange nyheder og en ny topmodel

CLAAS præsenterer JAGUAR 990 som ny finsnittertopmodel i 900-serien. Maskinen fås også med TERRA TRAC bælteundervogn. I JAGUAR 970 er der monteret en ny motor med udstødningsstandard Stage V. Desuden indeholder både 900-serien og 800-serien et nyt betjeningskoncept med CEBIS Touch og mange andre forbedringer.

Maksimal effektivitet med op til 925 hk
Med JAGUAR 990 øges den maksimale motoreffekt i 900-serien til 925 hk / 680 kW. MAN V12 har en slagvolumen på 24 l. Den er også monteret i JAGUAR 980, her i en version med 850 hk / 625 kW. Den 6-cylindrede rækkemotor MAN D4276 i JAGUAR 970 er ny. Den har en effekt på 790 hk / 581 kW og en slagvolumen på godt 16 l. Næsten 3 l slagvolumen pr. cylinder giver sikkerhed for en stabil effektkarakteristik. Dermed når JAGUAR 970 de bedste værdier i sin effektklasse målt på forbrug pr. ton høstmateriale.

Ligeledes har JAGUAR 960 og 940, og i 800-serien JAGUAR 880 og 860, fået en øget effekt. Alle nye motorer opfylder udstødningsstandarderne, der gælder på de enkelte markeder, op til Stage V.Udstødningen i JAGUAR 960-840 renses med selektiv katalytisk reduktion (SCR) kombineret med et dieselpartikelfilter.

Ny CEBIS med touchbetjening til alle JAGUAR
Den nye CEBIS med touchscreen giver føreren hurtig og bekvem adgang til alle maskinens funktioner. De vigtigste funktioner kan indstilles direkte med kontakter i armlænet. 

Betjeningen af JAGUAR sker intuitivt og kræver ingen forkundskaber. Dermed bliver nye førere også hurtigt i stand til at betjene maskinen sikkert og kan udnytte dens potentiale fuldt ud. Føreren kan betjene JAGUAR på fire måder alt efter behov:

  • Et enkelt tryk på touchscreenen, og den nye CEBIS terminal reagerer med direkte adgang til alle maskinfunktioner.
  • Syv indstillinger kan programmeres som favoritter og hentes frem med vippekontakter på CMOTION kørehåndtaget.
  • CEBIS drejetast og tryktast
  • Direkte indstilling med kontakter

CEBIS terminalen kan indstilles på mange måder, så der opnås optimalt udsyn under alle forhold. Fra sin normale stilling i førerens synsfelt kan den drejes helt til højre, så den er placeret ved siden af armlænet. Dermed har føreren optimalt udsyn over hele frontudstyret, for eksempel ved høst af liggende majs.

En ny ratstamme giver mulighed for optimal tilpasning af rattet til førerens behov. Den nye dynamiske styring gør det endnu mere komfortabelt at køre med maskinen.
Op til 10 km/t er det nok med en 2/3 drejning af rattet for at dreje hjulene helt. Fra 10 til 20 km/t øges den nødvendige drejning af rattet dynamisk. Fra 20 km/t bruger man igen det fulde antal ratomdrejninger til drejning af hjulene, så kørslen ved høj hastighed kan ske sikkert. Den dynamiske styring aktiveres i CEBIS. Ratomdrejningerne kan til enhver tid tilpasses.

Nyhed: CEMOS AUTO PERFORMANCE regulerer motoreffekten og kørehastigheden
Med CEMOS AUTO PERFORMANCE holder JAGUAR det indstillede omdrejningstal konstant og regulerer motoreffekten og kørehastigheden efter mængden af materiale. Når materialemængden stiger, øges motoreffekten, og derefter falder kørehastigheden. 

Ved en mindre materialemængde reduceres motoreffekten automatisk. Dermed holdes motoromdrejningstallet konstant, og der opstår ikke pludselige belastningsændringer. Det fører til ensartet materialestrøm samtidig med høj driftssikkerhed og lavere brændstofforbrug. Føreren aflastes, ikke mindst i krævende høstsituationer.

Præcis dosering af ensilagemiddel til førsteklasses foderkvalitet
De intelligente systemer i JAGUAR danner grundlaget for en førsteklasses foderkvalitet, enten med præcist doserede additiver fra den 375 l store tank eller i højt koncentreret form fra den nye ACTISILER 37. Denne dobbeltvæggede tank beskytter ensilagemiddelkoncentratet, også når udendørs temperaturerne er høje. Pumpen giver mulighed for præcis dosering på 0,2-20 l/t eller - baseret på gennemstrømning - på 10-50 ml/ton.

Tørstofindholdsværdien beregnet af NIR-sensoren fungerer som indstillingsreference for snitlængden og additiverne. Ud over tørstofindholdet beregner NIR-sensoren forskellige indholdsstoffer afhængigt af høstmateriale. Måleværdierne kan benyttes som datagrundlag for dokumentationen.

CEBIS informerer føreren overskueligt om det automatiske samspil mellem snitlængden og ensilagemiddeldoseringen på den ene side og det målte tørstofindhold på den anden side.

Ny V-MAX-cylinder og hydraulisk forpresning som standard på JAGUAR 900
Med 42 knive og en snittefrekvens, der er øget til 25.200 snit/min., er den nye V-MAX 42 knivcylinder meget effektiv. Ved fuld udnyttelse af motoreffekten sikrer den en førsteklasses snittekvalitet ved korte snitlænger på 3,5 til 12,5 mm. Til længere snit i græs og SHREDLAGE kan cylinderen arbejde med en tredjedel af knivene. Den nye V-MAX 42 fås som ekstraudstyr til JAGUAR 990, 980 og 970.

Den hydrauliske forpresning med intelligent styring sørger for ensartet god snittekvalitet og er blevet standardudstyr i 900-serien. Hydraulikcylindre med trykakkumulatorer tilpasser automatisk forpressekraften til forskellige materialer og skiftende tykkelser på lagene ved hjælp af forskellige karakteristikker. Denne løsning sikrer ensartet snittekvalitet selv under vanskelige betingelser.

Indføringshuset er blevet ændret, så driftssikkerheden er kommet helt i top. Den forstærkede indføringsvalse er dimensioneret til maksimal kapacitet, større lukkeplader i forpressevalsernes sider reducerer snavs og larm. Fastgørelsen af valserne med clips gør vedligeholdelsen lettere.

Den markant bedre tætning af slibesystemet på cylinderhuset nedsætter mængden af snavs, der kommer ind, og reducerer støj. Levetiden på cylinderlejerne er blevet fordoblet.
Flat-Face koblinger giver enklere vedligeholdelse af indførings- og cylinderhuset.

TERRA TRAC – perfekt integreret og smal ved landevejskørsel
På grund af sin flere årtier lange erfaring med TERRA TRAC har CLAAS fået integreret de tekniske komponenter perfekt i den nye JAGUAR 990 og 960. Det pendlende ophæng giver mulighed for at arbejde selv under de vanskeligste forhold. Bælteundervognen kan pendle 10° opad og 13° nedad. Bevægelsen begrænses af en stabil lås både foroven og forneden.

På engarealer kommer TERRA TRAC undervognens skånsomme behandling af forageren til sin ret. Ved kørsel i sving trykkes støtterullerne hydraulisk ned, mens den forreste drivrulle hæver sig, så kontaktfladen reduceres med ca. en tredjedel. Det giver en markant reduktion af skader i græstørven, da skæreeffekten i forbindelse med vendingen mindskes. Målinger fra Fachhochschule Kiel har vist, at marktrykket er lavere end på en hjulmaskine, selv når støtterullerne er trykket helt ned.

JAGUAR 960 TERRA TRAC sætter også nye standarder ved landevejskørsel. Med bæltet på 635 mm holder den sig under en totalbredde på 3 m. Med det 890 mm brede bælte holder maskinen sig under en totalbredde på 3,5 m. Den affjedrede undervogn giver mulighed for at køre med en hastighed på op til 40 km/t med en førsteklasses kørekomfort.

Den forlængede akselafstand betyder, at servicerummet bliver markant større, og at der er let adgang gennem serviceklapperne over bælterne. For eksempel kan corn-crackeren let afmonteres over det højre bælte.

JAGUAR 800 med stærkere frontudstyrstræk
JAGUAR 800 har fået frontudstyrstrækket forstærket. Den firesporede transmission og forakslen er blevet gennemgribende ændret. Dermed kan DIRECT DISC 600 også benyttes på JAGUAR 880 (880 kun til England, Irland og Italien) og 870.

Systemtrykket er blevet øget, hvilket har bevirket en 11 % forøgelse af trækkraften på den hydrostatiske fremdrift på JAGUAR 800. Det giver reserver selv under de vanskeligste forhold. Derudover bliver 800-serien også udstyret med det nye CEBIS betjeningskoncept.

Emner


CLAAS

CLAAS er et familieejet selskab, der blev grundlagt i 1913, og er en af verdens førende producenter af landbrugsteknisk udstyr. Selskabet har hovedkontor i Harsewinkel, Westfalen, og er førende på det europæiske marked for mejetærskere. CLAAS er førende på verdensplan inden for en anden stor produktgruppe, selvkørende finsnittere. CLAAS er også helt med fremme inden for landbrugsteknik med traktorer, ballepressere og grøntmaskiner. CLAAS produktporteføljen omfatter desuden den nyeste informationsteknologi til landbruget. CLAAS har over 11.000 ansatte på verdensplan og havde en omsætning på EUR 3,8 mia. i regnskabsåret 2018.

Kontakt

Iwer Dall

Iwer Dall

Salgs- og produktchef CLAAS græsmaskiner +45 6113 0825

Dansk landbrugskoncern der er ejet af 8.300 danske landmænd

Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter.

Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro koncernen beskæftiger 5.500 medarbejdere og vil i 2024 have en omsætning i niveauet 48 mia. kr.

Danish Agro
Køgevej 55
4653 Karise
Danmark