Nyhed -

Gode forslag i udspil fra grønt vækstteam

Dansk Fjernvarme giver fuld opbakning til flere af forslagene fra regeringens vækstteam for grøn energi og miljøteknologi. Vi slår gerne vores døre op for samarbejde, siger vicedirektør.

Mere åbenhed om data og sikring af et stærkt hjemmemarked for at omsætte løsningerne til eksportmarkederne. Sådan lyder et par af forslagene fra regeringens vækstteam for grøn energi og miljøteknologi, som blev præsenteret på et pressemøde torsdag morgen.

Udspillet får god opbakning fra Dansk Fjernvarme.

- Der er flere rigtig gode forslag blandt de ti anbefalinger, som regeringens vækstteam for grøn energi og miljøteknologi er kommet med, roser vicedirektør i Dansk Fjernvarme, Kim Behnke.

Han fremhæver især forslaget om at styrke det danske marked med innovation og nye løsninger for at stå stærkere på eksportmarkederne.

- Den danske energi- og forsyningssektor scorer år efter år høj anerkendelse for vores evne til at levere billig, grøn energi altid. Det skal vi værne om. Det er derfor godt set af regeringens vækstteam, når de anbefaler, at vi skal styrke udviklingen på vores hjemmebane for også at omsætte vores løsninger på eksportmarkederne, lyder det fra Kim Behnke, der fortsætter:

- Fjernvarmen er de seneste fire år blevet 14 procent billigere samtidig med at fjernvarmen nu er oppe på 61 procent vedvarende energi. Det er en national succes, vi kan arbejde videre på, og et stærkt budskab på eksportmarkederne, fremhæver vicedirektøren.

Vækstudspillet lægger også op til, at forsyningssektoren skal åbne op for deling af data, så vi får opdateret viden og overblik over borgernes forbrug af energi og vand. Det kan fjernvarmen også støtte.

- Det er oplagt, at vi deler viden på tværs af forsyningssektoren. Fordi fjernvarmesektoren er underlagt non profit-princippet, har det altid givet god mening for vores medlemmer at åbne dørene og samarbejde om de bedste løsninger. Hvis vi kan intensivere dette arbejde og omsætte det i teknologiudviklingen, vil det både være godt for vores kunder og for industriens omsætningsmuligheder, siger Kim Behnke.

Vicedirektøren påpeger dog, at for at udspillets anbefalinger skal kunne lade sig gøre i fjernvarmesektoren, kræver det gode rammer.

- Vi skal ikke spænde ben for udviklingen med nye rammer og en strammere regulering, hvor der er ensidigt fokus på økonomien, siger Kim Behnke.

Om Dansk Fjernvarme:

  • Dansk Fjernvarme er brancheorganisation for landets 400 fjernvarmeselskaber og dækker 99 % af fjernvarmemarkedet samt 40 % af den samlede termiske elkapacitet i Danmark.
  • 3,6 mio. danskere eller cirka 1,7 mio. husstande har fjernvarme. Det svarer til, at mere end 64 % af danskerne får deres opvarmning leve­ret gennem et fjernvarmerør.
  • Prisen på fjernvarme er for de danske fjernvarmekunder de seneste fire år i gennemsnit reduceret med cirka 14 %.
  • Fjernvarmesektoren i Danmark beskæftiger i alt cirka 10.800 - godt 1.800 i selve varmeforsyningen og 9.000 i industrien med udvikling og produktion eller rådgivning.
  • Fjernvarmeindustrien eksporter for i alt 6,4 milliarder kroner.

Emner

  • Miljø, energi

Kontakt

Rune Birk Nielsen

Pressekontakt Pressechef +45 2490 4197