Pressemeddelelse -

Lokale børn sælger Til og Fra-julekort til fordel for Danske Hospitalsklovne

For fjerde år i træk går børn og unge i disse dage på gaden for at sælge Til og Fra-julekort for Danske Hospitalsklovne. Børnene tjener penge til klasse-, klub- eller foreningskassen og støtter samtidig hospitalsklovnenes arbejde på alle børneafdelinger på Region Midtjyllands hospitaler.

Et af de børn, der sælger, er 6-årige Lea Kirk-Thomsen fra 0.B på Stilling Skole, der udover at samle ind til klassekassen, støtter Danske Hospitalsklovne:

-Det er dejligt, at Lea og hendes klassekammerater lærer at komme ud og gøre noget godt for andre. Lea kunne slet ikke vente med at komme ud og sælge sine julekort, så vi gik ud og solgte samme aften, som vi modtog kortene. Og allerede efter en time havde hun udsolgt, fortæller Leas mor, Betina Madsen.

Familien kender hospitalsklovnene, da Lea har været på hospitalet og har deltaget i Danske Hospitalsklovnes Klovneløb.

Børnene tjener penge og styrker fællesskabet
Når børn sælger Til og Fra-julekort for Danske Hospitalsklovne, styrker de fællesskabet. Både før, under og ikke mindst efter salget, når de får glæde af lejrturen, træningslejren, udstyret eller noget helt fjerde, som pengene kan gå til.

- Udover at tjene penge og støtte den gode sag kan motivationen for at sælge vores lotteri også være mere personlig. Det kan være børn, der selv har – eller kender nogen der har – oplevet hospitalsklovnene og derfor ved, hvor stor en forskel de kan gøre, siger Kenneth Øhrberg Krag, som er direktør hos Danske Hospitalsklovne.

Hospitalsklovnen er en ven, når der er allermest brug for det
Hospitalsklovnene styrker livsglæden og livsmodet hos indlagte børn, så de får mere overskud til at stå sygdomsforløbet igennem. Klovnene møder og anerkender barnet der, hvor det er – og skaber hjerterum med plads til både sjov og alvor. For mange børn bliver hospitalsklovnen en tryg hånd at holde i, når livet på hospitalet gør ondt. Også for 7-årige Lærke, der har Downs syndrom og lider af leukæmi.

- Hospitalsklovnene er Lærkes bedste venner. Vi er eksempelvis ofte til blodprøvetagning, og der opdager Lærke næsten ikke, at hun får taget blodprøve, fordi hospitalsklovnene med sæbebobler, sjov og ballade får opmærksomheden væk fra det svære og smertelige, fortæller Lærkes mor, Maria Rosa.

Om julelotteriet
Sidste år solgte ca. 14.000 børn på landsplan julelotteriet. Lotteriet består af Til og Fra-julekort med skrabelod, som kan pryde pakkerne og sprede ekstra glæde juleaften. De heldige vindere kan nemlig skrabe sig til gavekort til rejser, bøger, spil og skønhedsprodukter. Til og Fra-julekortene fås i pakker med 5 stk. for 50 kr., og børnene kan tjene op til 23 kr. pr. solgt pakke.

Børn kan sælge julelotteriet 1/10 - 31/12 2019, og det kan bestilles hos Danske Hospitalsklovnes samarbejdspartner Støtforeningen.dk på www.stoetforeningen.dk/lotteri/danske-hospitalsklovnes-til-og-fra-julekort eller på tlf. 40635599.

Related links

Kategorier

  • nærvær
  • hospitalsklovne
  • hospitalsklovn
  • familie
  • børn
  • velgørenhed
  • sport
  • sportsklubber
  • foreninger
  • børnehaver
  • skoler

Regions

  • Midtjylland

Kontakt

Josefine Fischer Hüttel

Pressekontakt Kommunikationskonsulent 31 35 38 66