Pressemeddelelse -
Allan Simonsen deler vandene – og spillet
Hos Danske Spil er Allan Simonsen favorit til at vinde Vild med Dans. Men indskuddene på ham er delt 50-50 mellem fodboldstjernes exit og hans triumf.
- Vi har først åbnet for spillet onsdag. Vi har lige skullet se tiden an og følge med i stemningen i diverse medier, inden vi satte oddsene på de fire resterende par, fortæller Jan Trier, der er oddssætter hos Danske Spil.
Han og kollegerne har ikke været på nogen nem opgave i denne sæson af Vild med dans, hvilket oddsene også viser. Allan Simonsen har været helt oppe at give pengene igen 60 gange som vinder af programmet. Nu giver han odds 2,25 og er faktisk feltets favorit.
- Han deler vandene. Nogle seere gør alt, for at han skal vinde, mens andre helst så, at han blev stemt ud hurtigst muligt, fortæller Jan Trier.
TV2 lavede i den forgangne uge en ændring i reglerne for sms-afstemningen. Seerne må fremover kun sende fem sms’er mod tidligere 10. Men det har ikke betydet noget for oddsene, siger Jan Trier.
- Nej, oddsene er sat, som vi ellers ville have gjort. Det interessante i den forbindelse er, at oddset, for at Allan Simonsen ryger ud på fredag, ikke er det højeste af de fire – selvom han er favorit til at vinde det hele. Og det er netop fordi, seerne er splittede.
Omkring 80 procent af alt spil på Vild med dans kommer på Allan Simonsen. Heraf fordeler det sig med halvdelen på, at Europas bedste fodboldspiller anno 1977 danser sig hele vejen, mens den anden halvdel ikke tror, han slipper gennem fredagens nåleøje.
Oddssætternes favorit til at ryge ud på fredag er Uffe Holm med odds 2,20, mens de tror, det er mindst sandsynligt, at Mads Laudrup må forlade programmet. Han giver pengene igen 8,00 gange.
Emner
- Sport
Kategorier
- danske spil
- danske spil a/s
- oddset
- vinder
- vild med dans
- allan simonsen