Pressemeddelelse -

Eurojackpotmillionær: Jeg savner et job og en kæreste

I aften er det muligt for en heldig dansker at vinde hele 570 millioner kroner i det europæiske lotteri Eurojackpot. I flere uger har puljen rullet og er således bare blevet større og større. Og nu har den så nået et maksimum på de 570 millioner danske kroner i 1. præmien - og 37 mio. i 2. præmiepuljen. Og selvom det er et lotteri, hvor flere europæiske lande deltager, så er det altså ofte danskere, der snupper en del af puljen.

Således vandt en mand i slutningen af 40’erne i februar måned i år 13.188.229 kroner i 2. præmien i Eurojackpot. Danske Spil har fulgt op på vinderen for at høre lidt om, hvad han har brugt pengene på og hvordan det har ændret hans liv, pludselig at gå fra at være førtidspensionist og få penge på kontoen til at være mangemillionær med en spækket tegnebog. 

- Altså jeg sidder tit i min lejlighed og kigger ud af vinduet og tænker: Hvor er det bare fedt. Jeg kan gøre lige præcis som jeg vil, fordi jeg har vundet så mange penge. Men jeg synes ikke, det har forandret mig som person. Jeg er stadig den samme, vil jeg mene, lyder det, da Danske Spil ringer ham op.

Og hvor man måske troede, at en nyslået millionær ville have brugt en masse penge, når de nu var rullet ind på kontoen, så er der ikke engang røget en halv million af gevinsten endnu. 

- Altså, jeg har købt en bil – en ny Skoda Rapid, som jeg er rigtig glad for. Og så har jeg brugt penge på en ny skjorte, et par nye bukser og et par sko. Og jo! Et fiskehjul til min fiskestang, fortæller han og fortsætter:

- Jeg har læst et eller andet sted, at milliardæren Karsten Ree engang har sagt: Brug dine penge med omhu. Og det synes jeg er meget klogt. Jeg skal ikke ud og ødsle pengene væk men tænke mig godt om. Så det gør jeg.

Overvejelserne går i øjeblikket i retning af, om han skal købe et parcelhus kun til sig selv, da han til sin store fortrydelse ikke har en kæreste at flytte ind med.

- Jeg har længe ledt efter kærligheden. Den sidste kæreste jeg havde var i folkeskolen. Siden da fik jeg for travlt med arbejde og alt muligt andet. Og så er tiden bare gået. Men det er ikke så nemt, synes jeg.

Millionæren møder ellers mange søde damer på sin vej, når han lufter sin hund i området, hvor han bor i Albertslund.

Min hund er virkelig fin og en værre charmør. Så damerne er helt klar på at tage ham med hjem med det samme. Men mig gider de sgu ikke have. Haha. Det er der jo ikke noget at gøre ved. Jeg leder videre. Det kommer nok en dag.

Selvom vinderen understreger, at det er fedt, at man kan gøre fuldstændig, som man vil med alle de penge i banken. Alligevel vil han gerne have et job i byggebranchen, hvor han før har arbejdet i mange år.

- Jeg savner det der fællesskab, når man mødes om morgen og får en tår kaffe og et stykke kage. Og også de forskellige komsammen'er, der er, når man har et job. I længden kan det godt blive lidt kedeligt, når man ikke har andet at stå op til, end en gåtur med hunden.

Adspurgt til om, han ikke bare kan starte sit eget firma, nu hvor han har midlerne til det, lyder svaret:

- Så skal jeg bare slås med SKAT. Der er ikke andet end bøvl og ballade

Manden har kun haft få dårlige oplevelser i forhold til sit held med at vinde den store gevinst. Men det er ikke værd at nævne, mener han. De fleste i omgangskredsen har blot været glade på hans vegne. Dog er det skam ikke fordi, at han deler ud af pengene.

- Nej. Folk må sgu selv betale. Det gider jeg ikke. Men jeg har tænkt mig at invitere min brormand med på en fisketur til Alaska om ikke så længe, hvor jeg betaler for fly og hotel. Men lommepengene må han selv stå for. 

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv