Pressemeddelelse -

​Eurojackpotvinder: Vi har vendt og drejet hver en krone

Fredag aften var et par i 40’erne fra Randers Kommune nogle af de heldige danske vindere, der kunne kalde sig millionærer med en delt 2.præmie på 7.343.034 skattefri kroner. 

Det var dog først lørdag eftermiddag, da de var kommet hjem fra noget familiebesøg, at de opdagede deres nye status.

-Vi havde været ovre hos min mor og min søn og jeg var gået hjem. Da vi kommer ind i huset hører jeg min mand råbe ”Nej’, Nej Nej”, højere og højere. Han kommer ned i underbukser med kuponen foran sig og siger helt chokeret: Vi har vundet, VI HAR VUNDET! SYV MILLIONER KRONER! Så skriger jeg bare. Græder vist også lidt og begynder at ryste over hele kroppen. Det var så overvældende, lyder det fra den nyslåede millionøse.

Parret ringede straks til deres respektive mødre og også her kom der mange følelser i spil. Det har nemlig været en svær tid for parret, der har to store sønner.

- Jeg har været sygemeldt noget tid på grund af en ulykke, der har efterladt mig med kroniske smerter. Så vi har været nødt til at vende hver en krone, da det kun er min mand, der har kunnet tjene penge. Og han har altså ikke et job, hvor han tjener alverden. Så det har været virkelig hårdt. De penge kommer simpelthen som sendt fra himlen. Vi er helt høje stadigvæk, siger hun glædestrålende.

Når man hører, hvordan det gik til, at hun købte kuponen, så kan man ikke lade være med at tænke, at karmaloven har været lidt inde over.

- Jeg skulle ind og købe nogle jalapenos og min allerførste tanke var, at jeg skulle i Rema. Men jeg ombestemte mig i sidste sekund og kørte ind i Fakta, hvor man tager sådan en brik og får en kupon ud af det. Tænk, at sådan et lille stykke pap kan komme til at betyde så meget, lyder det.

Der bliver således talt om masser af drømme og muligheder derhjemme og i første omgang vil parret formentlig købe en ny bil.

-Vores gamle bil klarede med nødt og næppe synet for nylig. Vi havde nærmest fået skrabet de 7000 kroner sammen, det kostede, og bad til at den kunne klare et par år mere. Nu behøver vi slet ikke bekymre os om det. Det er så vildt.

Parret har endnu ikke helt forstået hvilket held, der er overgået dem, så udover bilen har kvinden svært ved at sige specifikt, pengene skal bruges på. Men en gennemrenovering af huset og en rejse til Australien, hvor de har noget familie, er gode bud.

Den ældste søn er også i en alder, hvor han skal begynde at læse og dermed flytte hjemmefra.

-Vi vil gerne købe en bolig til ham, og på den måde gøre tingene lidt nemmere for ham. Vores yngste bliver heldigvis boende hjemme lidt endnu, men vi vil selvfølgelig gøre det samme for ham, når den tid kommer. Jeg er så lykkelig for, at vi har de muligheder nu, lyder det. 

I morgen er der 475 millioner på højkant i fredagens trækning.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • millionær
  • danske spil
  • eurojackpot
  • vinder

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv