Skip to main content

Nybagt millionær på Lotto: Min søn siger, det klæder mig at være rig

Pressemeddelelse   •   Sep 06, 2019 08:30 CEST

Et par i slutningen af 50’erne fra Odense Kommune vandt i midten af august måned 3.000.000 kroner i Lotto, da gevinstpuljen på seks millioner kroner blev delt mellem to vindere.

Der gik dog nogle dage før manden, der har et Plus-abonnement, fandt ud af, at han kunne skrive nybagt millionær på Cv’et.

-Vi har spillet de samme tal i omkring fem år. Der er nogle af rækkerne, som er en personlig blanding af børnenes fødselsdatoer osv. Dem kan jeg nærmest udenad. Og så er der en enkelt række med tilfældige tal, som jeg aldrig kan huske. Jeg havde faktisk været inde at kigge på tallene, men jeg synes jo ikke der var noget specielt genkendeligt. Så det tænkte jeg ikke videre over, fotæller den heldige vinder 

Dog var der i ugen efter lørdagens trækning en eller anden person med et for vinderen ukendt nummer som blev ved med at ringe. Så han tænkte, at han hellere måtte vende tilbage.

Det var først om torsdagen, at jeg fik taget mig sammen, og da det så var Danske Spil i den anden ende, blev jeg noget forvirret. Især, da han så samtidig fortalte, at jeg havde vundet tre millioner kroner. Min kone sad ved siden af og så mig blev helt grå i ansigtet. Hun hørte det med pengene og udbrød: Skynd dig at lægge på, det er sikkert nogle, der prøver at snyde penge ud af os.

Konen fik dog selv medarbejderen fra Kundecenteret i røret og blev således beroliget.

Derefter kom en meget følelsesmæssig reaktion, da parret har været igennem et rigtig hårdt år med sygdom og dødsfald i den nære familie.

-Det var ligesom om, at der kom noget lys ind i vores liv efter en meget mørk tid. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre af os selv. Kunne slet ikke sidde stille. Så vi ringede til vores venner og spurgte, om de ikke kunne mødes med os nede i byen. Vi måtte simpelthen dele oplevelsen med nogen, lyder det fra den heldige vinder, som er millionær nummer 3526.

Han forklarer, at det har været meget voldsom oplevelse for ham at vinde de mange penge. Livsændrende ligefrem. Og det gælder ikke kun på den økonomiske front.

-Det lyder måske lidt mærkeligt, men ugen før havde min kone og jeg siddet og talt om, hvad vi egentlig ville gøre, hvis vi vandt i Lotto. Der var mange ting oppe at vende. At vi ville sige op, at vi ville smide rundt med 100 kronesedler og købe alle mulige ting, siger han eftertænksomt og fortsætter:

-Men efter vi har vundet, er det noget helt andet. Jeg har simpelthen taget mit liv op til revision på en helt ny måde. Det gik jo op for mig, at udover, at jeg nu er rig ifølge min konto, så er jeg også rig på resten af det, som omgiver mig. Jeg har en dejlig kone, vi er begge raske, vores børn har det godt, vi har de bedste venner, man kan tænke sig, og jeg er jo også vildt glad for mine kollegaer. Så hvis jeg sagde op, ville jeg jo miste den daglige kontakt med dem. Måske jeg går ned i tid på et tidspunkt, men jeg vil gerne blive ved med at arbejde så længe som muligt, fortæller manden, der er skolelærer.

Ved et heldigt tilfælde havde vinderens kone fødselsdag om fredagen – altså dagen efter, de fandt ud af, at de havde vundet. Om aftenen havde de inviteret hele familien til middag derhjemme, men da parret havde sagt ja til at få et forskud på gevinsten på 100.000 kroner, synes de, at det var passende at invitere hele familien ud på en fin restaurant.

-Jeg sad bare som en flække træsko hele aftenen. Min ene søn sagde ligefrem til mig, at det klædte mig at være rig. Haha. Men han har selvfølgelig også set os hænge noget med mulen det sidste stykke tid. Begge vores børn er meget glade på vores vegne. Og de skal selvfølgelig også have del i pengene, lyder det.

Om lørdagen havde den nybagte millionær arrangeret et surprice-party for konen og også her kunne han mærke lysten til at gøre noget ekstra for sine venner.

-Vi har jo aldrig haft vildt mange penge og slået ud med armene. Så normalt ville jeg kigge efter en udmærket rødvin til en god pris. Men jeg blev nærmest draget af den dyre rødvin og tænkte, at nu skulle vi bare have det bedste. Det var altså en fed følelse.

Udover oplevelser med familier og vener, så er der ikke lagt en fast plan for, hvad gevinsten skal bruges på. Dog er maling af deres lejlighed, et lille hus i Italien samt rejser til Seychellerne og Galapagos-øerne nogle af de ting, som er på parrets drømme-liste.