Pressemeddelelse -

​Vandt milliongevinst på Keno: Får sit største ønske opfyldt

En mand i halvtredserne fra Hillerød Kommune vandt for et par uger siden en million kroner på talspillet Keno. Manden, der vil være anonym, og som har et Plus-abonnement hos Danske spil, mener selv han er heldigere, end man har lov at være.

-Jeg købte abonnement, fordi jeg gerne ville slippe for at skulle holde øje med eventuelle gevinster. Jeg har spillet Lotto og Eurojackpot i flere år og for et år siden, ville jeg så give Keno en chance. Jeg synes dog ikke, jeg vandt det helt store, så i december måned ville jeg faktisk afmelde det. Det fik jeg så ikke lige gjort, men det lykkedes mig at afmelde i januar – og abonnementet kørte så frem til 21. feb. Så hvis der bare var gået to uger mere. Så havde jeg været en million kroner fattigere. Det kan man jo næsten ikke holde ud at tænke på, siger den heldige vinder til Danske Spil.

Manden, der er single, opdagede sin nye millionærtitel ved, at han fik en SMS fra Danske Spil, som fik ham til at spærre øjnene op.

-Jeg husker det meget tydeligt og vil aldrig glemme det øjeblik. Klokken var 8.33 sharp. Først troede jeg, at nogen lavede fis med mig, men jeg kunne godt nok se, at beskeden kom fra samme sted, som når jeg har vundet mindre gevinster. Jeg gik også ind og tjekkede min mail, hvor der ligeledes var besked om, at jeg havde vundet en million kroner. Man er jo stadig lidt skeptisk, så jeg loggede på min konto hos Danske Spil, og der stod det også. Jeg ved godt, jeg burde have danset rundt og jublet, men jeg kom i sådan en underlig tilstand af dyb taknemmelighed og manglende tro på, at det kunne være sandt. Jeg har jo altid fantaseret om det øjeblik, man vandt en masse penge. Drømmen om den store gevinst. Det er svært at beskrive, fortæller vinderen, der straks gav sin gamle mor besked.

-Min mor ved om nogen, hvor stort dette er. Jeg har hele mit liv drømt om at kunne købe min egen bolig, og jeg har sparet op og sparet op. Jeg er ikke typen, der kan lide at låne penge, så det er en livslang drøm for mig, at jeg nu kan få en ejerlejlighed. Det er jo sindsygt at tænke på, hvor mange år, det ville tage at spare en million kroner op med min løn.

Vinderen forklarer, at han således går rundt med et meget stort smil på for tiden. Men at det også er en underlig fornemmelse, når man ikke har sagt det til andre, end sin nære familie.

-Det er jo virkelig syret at gå rundt med sådan en hemmelighed, og så gå på arbejde og lade som ingenting.Men forhåbentlig smitter det bare af på kollegaerne, at man er lidt ekstra glad og overskudsagtig, lyder det. 

Emner

  • Sport

Kategorier

  • keno
  • vinder
  • millionær
  • danske spil

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv