Pressemeddelelse -

​Vinder af 206 millioner kroner i Vikinglotto: Jeg er en rigtig glad mand

Et telefonopkald fra Danske Spil ændrede i sidste uge livet for en meget heldig Vikinglotto-vinder fra Helsingør Kommune. Manden, der ønsker at være helt anonym, har et Plus abonnement og troede faktisk kun, at hans abonnement var tilknyttet Lotto om lørdagen. Derfor var overraskelsen ekstra stor, da han blev ringet op af Danske Spils Kundecenter dagen efter onsdagens Vikinglotto trækning.

-Jeg er stadig helt ør i hovedet, så jeg kan ikke rigtig huske samtalen. Men det var noget med, at hun bad mig logge ind på min konto. Jeg anede ikke engang, at jeg spillede med i puljen om Vikinglotto, så for at sige det mildt, blev jeg meget overrasket over at få at vide, at jeg havde vundet over 200 millioner, fortæller den tydeligt tilfredse vinder til Danske Spil.

Manden, der således har vundet den største danske Vikinglotto gevinst nogensinde på præcis 206.913.776,-,havde noget svært ved at koncentrere sig med arbejdet resten af dagen. Han var faktisk så forfjamsket at han kørte den forkerte vej, da han skulle hjem.

-Jeg var helt rundt på gulvet. Men det er nok ikke så unormalt, siger han med et grin.

Manden tog forbi sine gamle forældre for at fortælle den gode nyhed. Faderen blev så rørt, at han fældede en tåre.

-Han ved, hvor meget jeg har kæmpet de sidste mange år i forhold til økonomien. Så jeg har da også selv været rørt, samtidig med at jeg bare er så glad. Jeg har haft en gæld, der har tynget min familie, så der er mange ting, vi har måttet give afkald på, lyder det.

Selvom vinderen kun har været mangemillionær i præcis en uge, så er der allerede lagt planer for nogle af de mange penge.

-Jeg vil gerne købe et hus til mine forældre, hvor de kan nyde deres alderdom. Og jeg har da også nogle tanker om et hus, som jeg gerne selv vil købe. Udover det kan jeg faktisk mærke, at jeg ikke har lyst til bare at gå ud og købe alt muligt, bare fordi jeg kan. Måske er det fordi, jeg jo ikke har været vant til at bruge penge, som det passede mig. 

Den nyslåede millionær har også tænkt over, hvordan han kan støtte sit lokalmiljø og stadig være anonym.

-Jeg synes det er vigtigt at hjælpe andre. Men det skal være noget, jeg selv bestemmer. Det er blandt andet også derfor, at jeg gerne vil være anonym. Jeg er bestemt ikke en nærig person, og jeg glæder mig til at dele pengene med min familie og få tætte venner, der ved besked om gevinsten. Men jeg har haft rigtig meget pres på de seneste år, så jeg ville slet ikke kunne overskue, hvis jeg pludselig blev bestormet af alle mulige. Det har man jo hørt om før.

Vinderen fortæller, at han blandt andet vil invitere sin nærmeste familie på en rigtig god sommerferie.

-Det skal være luksus hele vejen igennem. Der skal ikke spares på noget som helst. Det er jo så vidunderligt, at jeg har mulighed for det. Det er længe siden, vi har været ude at rejse alle sammen. 

Emner

  • Sport

Kategorier

  • millionær
  • vikinglotto
  • vinder
  • danske spil

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv