DRC Dansk Flygtningehjælp (DRC) – internationalt kendt som Danish Refugee Council – er en privat, humanitær organisation, der siden 1956 har arbejdet for at beskytte flygtninge og sikre deres rettigheder. Med udgangspunkt i menneskerettighederne og FN’s Flygtningekonvention arbejder vi efter vores vision:
Ingen flygtning skal savne hjælp til at finde beskyttelse og varige løsninger. Og ingen, der ønsker at integrere sig i det danske samfund, skal savne hjælp til det. - Vi vil være de bedste til at løse problemer, der knytter sig til fordrivelse og integration.
DRC Dansk Flygtningehjælp (DRC) er til stede i mere end 30 af verdens brændpunkter, hvor flygtninge og internt fordrevne har behov for basal nødhjælp og støtte til at genopbygge en tilværelse.
I Danmark fokuserer vi på asylspørgsmål og integration. Vi er med hele vejen rundt om flygtningenes behov: når flygtningene søger om asyl, når de har brug for hjælp til integration eller kontakt til danskere, og når flygtninge ønsker at vende hjem.