Gå til indhold
​”Der er ingen ben i at køre lastbil”

Nyhed -

​”Der er ingen ben i at køre lastbil”

26-årige Belinda afsluttede d. 30. september 2020 sit kursus hos DEKRA, og ugen efter startede hun på sit nye arbejde som lastbilchauffør hos BG Beton. Det har aldrig lagt i kortene, at Belinda skulle køre lastbil, men hun er ikke i tvivl om, at det er det helt rette valg for hende.

Et frø blev sået

Belinda arbejdede i flere år som vikar på blandt andet pakkerier og mejerier, hvor hun jævnligt snakkede med de lastbilchauffører, der kom forbi efter varer. Det var her, at ideen om at blive lastbilchauffør begyndte at blomstre, og en dag besluttede Belinda sig for, at nu skulle det være.

”Jeg synes, at det lød til at være et spændende arbejde, og jeg kunne samtidig høre, at lønnen var rigtig god, hvilket selvfølgelig også var med til at gøre jobbet attraktivt. Som vikar ved man aldrig, hvad man tjener, hvilket jeg savnede,” udtaler Belinda.

Tog hele pakken

Belinda valgte at tage sit lastbilkørekort hos DEKRA i Herning, og supplerede det efterfølgende med både et hængerkort og et ADR-bevis. Da Belinda startede på sit lastbilkørekort, tog hun en snak med en jobkonsulent hos DEKRA og fik tildelt en jobgaranti - en skriftlig aftale om, at hun ville komme i arbejde senest 3 måneder efter, at det sidste kursus var bestået.

Da Belinda nærmede sig afslutningen på det sidste kursus, blev hun kontaktet af jobkonsulenten, der havde et muligt job til hende. Hun tog til samtalen, og herefter var jobbet i hus. Hun skulle køre beton for BG Beton.

Det perfekte job

Belinda startede hos BG Beton d. 8. oktober 2020, hvor hun kører beton ud til forskellige byggemarkeder i Midtjylland. Belinda er glad for, at hun i sommers tog valget om at skifte branche og blive lastbilchauffør.

”Jeg er rigtig glad for at køre lastbil, og hvis det bliver ved med at gå godt, kan jeg sagtens se mig selv i det job i mange år endnu. Jobbet hos BG Beton passer rigtig godt til mig. Idet jeg kører ud til byggemarkeder, snakker jeg med mange forskellige mennesker i løbet af dagen, og jeg får samtidig en del frisk luft, når betonet skal læsses af lastbilen. Det er helt perfekt.”

Ikke uvant med store køretøjer

Belinda voksede op på landet, hvor hun tidligt lærte at køre hendes fars traktor. Det var derfor ikke helt uvant for hende at sidde i et stort køretøj, da hun første gang satte sig op i en lastbil. Hun blev dog alligevel en smule nervøs, men det gik hurtigt over, da hun begyndt at køre.

”Det er jo et meget stort køretøj, så man skal lige have en fornemmelse af dens længde og bredde. Men det kom hurtigt, og herefter var det bare sjovt,” udtaler Belinda.

Branchen er også for kvinder

Det er i dag kun cirka 2 procent af de danske chauffører, der er kvinder, men det har aldrig skræmt Belinda, der altid har følt sig velkommen i branchen.

”Jeg har kun fået positive kommentarer og ros fra mine mandelige kollegaer. Folk kigger da nogle gange lige en ekstra gang, når de ser, at det er en kvinde, der stiger ud af lastbilen, men det er kun sjovt,” udtaler Belinda.

Før Belinda startede på sit nye arbejde, havde hun en forestilling om, at jobbet som lastbilchauffør var meget fysisk krævende, men det har jobbet vist hende, at det ikke behøver at være.

”Jeg troede faktisk, at jobbet var mere fysisk hårdt, end det er, så det er ikke det, der skal skræmmer kvinder fra at blive chauffør. Fra min opvækst på gården er jeg dog vant til at blive beskidt i forbindelse med arbejdet, hvilket jeg tror er en stor fordel, at man som kvinde ikke er bange for i den her branche. Der er ingen ben i at køre lastbil. Det kan alle gøre, hvis de vil” udtaler Belinda til slut. 

Emner

Regions

Pressekontakt

Troels Lund

Troels Lund

Pressekontakt Kommerciel Direktør PR og kommunikation 31 63 20 30

Om DEKRA

I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 300 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.

DEKRA i Danmark
Kirkebjerg Allé 90
2605 Brøndby
Danmark