Pressemeddelelse -
DEKRA Bilsyn udvider igen: Overtager tre nye synshaller
DEKRA Bilsyn fortsætter væksten i 2026 og overtager yderligere tre synshaller i april. Dermed bygger virksomheden videre på et stærkt første kvartal, hvor DEKRA Bilsyn overtog tre synshaller: Thomas’ Bilsyn i Vejle, Horsens og Lund.
Med de nye overtagelser styrker DEKRA Bilsyn sin lokale tilstedeværelse i Kirke Såby, Birkerød og Haderslev.
”Vi er kommet godt fra start i 2026, og vi er meget glade for, at vi nu kan fortsætte udviklingen i samme tempo i andet kvartal. For os handler det ikke kun om at vokse, men om at bygge videre på stærke, lokale synshaller med dygtige medarbejdere og en høj grad af tillid blandt kunderne. Derfor er vi også glade for, at kendte ansigter fortsætter i hallerne, så kunderne møder den samme gode service som hidtil,” siger Mikael Morell, administrerende direktør i DEKRA Bilsyn.
Kendte ansigter fortsætter i Kirke Såby
Den 1. april overtager DEKRA Bilsyn Såby Bilsyn på Kastanievej 1 i Kirke Såby. Synshallen er ejet af Henrik Kristiansen, som gennem de seneste 15 år har drevet hallen sammen med Brian Vildbæk von Pein.
Begge fortsætter i synshallen efter overtagelsen, og for kunderne vil hverdagen derfor i høj grad være den samme. Det betyder, at det primært er facaden og medarbejdernes beklædning, der ændrer sig fra 1. april, mens den lokale forankring og de velkendte ansigter består.
Overtagelse i Birkerød med lokal erfaring ombord
DEKRA Bilsyn overtager også Pava Bilsyn på Birkerød Kongevej 75 i Birkerød pr. 1. april. Synshallen er købt af Jacob Pociot, som også driver Pava i Farum. Jacob Pociot fortsætter ikke i forbindelse med overtagelsen, da han fremover vil fokusere på sin forretning i Farum. Til gengæld fortsætter Daniel og Hans Jørgen i synshallen under DEKRA Bilsyn. De er begge kendte ansigter for kunderne og har stået for den daglige drift gennem mange år.
Synshallen, der ligger på Birkerøds mest trafikerede gade, Birkerød Kongevej, får en opgradering både indvendigt og udvendigt, så den står klar til at tage imod kunderne fra 1. april.
Samling af aktiviteter i Haderslev
Fra den 20. april bliver Bilsyn Haderslev en del af DEKRA Bilsyn. Synshallen på Christian X’s Vej i Haderslev ejes af Kenni Jensen, som fortsætter i hallen sammen med Jack Vildbæk.
DEKRA har allerede en synshal i Haderslev, og i forbindelse med overtagelsen har DEKRA Bilsyn valgt at samle aktiviteterne på den nye lokation på Christian X’s Vej. Det betyder, at den nuværende synshal på Norgesvej holder åbent til og med den 17. april, hvorefter alle aktiviteter flyttes til den nye adresse. Fra den 20. april vil hele mandskabet være samlet under ét tag for at sikre den bedst mulige serviceoplevelse for kunderne.
”Når vi samler vores aktiviteter i Haderslev, gør vi det for at stå endnu stærkere lokalt og for at kunne tilbyde kunderne en smidig og effektiv oplevelse. Med alle kræfter samlet på en adresse kan vi sikre høj service og minimere ventetiden for kunderne,” siger Mikael Morell, administrerende direktør i DEKRA Bilsyn.
Med overtagelserne fortsætter DEKRA Bilsyn sin vækst og bygger samtidig videre på stærke lokale synshaller med erfarne medarbejdere og høj service.
Emner
Kategorier
Regions
Om DEKRA
DEKRA blev grundlagt i 1925 i Berlin og er oprindelig en forkortelse for Deutscher Kraftfahrzeug-Überwachungs-Verein (Brancheorganisation for tyske bilproducenter). DEKRA startede altså som en uafhængig organisation med det formål at højne sikkerheden i køretøjer og dermed på vejene. Over årene har DEKRA udviklet sig til at være en af verdens førende virksomheder inden for sikkerhed – ikke alene på vejene, men også på arbejdspladser og i hjemmet. I dag omfatter DEKRAs ydelser bl.a. køretøjsinspektion, ekspertvurderinger ifm. forsikringsskader, rådgivning, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer, vikarservices og uddannelse.
DEKRA har kontorer i mere end 60 lande og beskæftiger over 45.000 medarbejdere. Når vi fylder 100 år i 2025, er det vores vision, at DEKRA er Global Partner for en Sikker Verden.
I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 300 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.
DEKRA dækker hele Danmark.