Pressemeddelelse —
DEKRA og Affectum går sammen om at uddanne fremtidens varme hænder
Danmark mangler varme hænder. Frem mod 2034 vil der være behov for op mod 25.000 flere social- og sundhedsmedarbejdere, hvis vi skal fastholde den nuværende velfærdsstandard for et hastigt voksende antal ældre. Og presset mærkes allerede: hver femte stilling som social- og sundhedsassistent slås i dag forgæves op, og der er langt mellem ansøgerne på både SOSU- og sygeplejerskeuddannelserne.
For at være med til at løse den udfordring har DEKRA Danmark indgået aftale om at købe majoriteten af aktierne i Affectum, en specialiseret uddannelses- og kompetenceudviklingsvirksomhed med mangeårig erfaring inden for social- og sundhedsområdet.
Manglen på uddannet arbejdskraft betyder allerede i dag, at nogle plejeopgaver ikke bliver udført i det ønskede omfang, eller at de må varetages af medarbejdere uden den nødvendige faglige uddannelse. Det skaber et pres på borgere, medarbejdere og kommuner – og understreger behovet for nye veje ind i faget.
Med opkøbet af Affectum ønsker DEKRA at være en aktiv del af løsningen. Affectum har gennem mange år opbygget stærke kompetencer inden for uddannelse, rådgivning og kompetenceudvikling på social- og sundhedsområdet og har tætte relationer til kommuner, plejehjem, hjemmepleje og sundhedsaktører. DEKRA bidrager med stor erfaring i at rekruttere, vejlede og uddanne mennesker til brancher med stor efterspørgsel gennem et landsdækkende netværk af uddannelsessteder og et tæt samarbejde med virksomheder, jobcentre og a-kasser i hele landet.
”Vi ser et enormt behov for at skabe flere fleksible og attraktive veje til uddannelse inden for social- og sundhedsområdet. Ved at kombinere Affectums faglige ekspertise og branchekendskab med DEKRAs erfaring inden for opsøgende arbejde, uddannelsesdrift og landsdækkende tilstedeværelse kan vi hjælpe flere mennesker med at tage en uddannelse og få varig tilknytning til arbejdsmarkedet,” siger Christen Bagger, adm. direktør for DEKRA i Danmark.
Målet er at styrke rekrutteringen til området og gøre det lettere for ledige, ufaglærte og personer med relevant erhvervserfaring at få de kompetencer, der skal til for at arbejde i sektoren.
”Vi tror på, at vores fælles indsats kan bidrage til at skaffe mere kvalificeret arbejdskraft til plejesektoren. På samme måde som DEKRA i dag uddanner en væsentlig del af den arbejdskraft, der holder transportsektoren i gang, ønsker vi at spille en aktiv rolle i udviklingen af fremtidens medarbejdere på social- og sundhedsområdet,” siger Christen Bagger.
Opkøbet markerer samtidig begyndelsen på et nyt forretningsområde for DEKRA Danmark og understøtter virksomhedens ambition om at skabe sikkerhed på arbejdspladsen, i hjemmet og på vejene.
”Det handler ikke kun om at løse en mangel på arbejdskraft. Det handler også om mennesker. Vi glæder os til at hjælpe endnu flere med at finde ind på den karrierevej, de drømmer om – på en professionel, tryg og sikker måde. Gennem samarbejdet med en stor, landsdækkende aktør som DEKRA kan vi nå ud til mange flere, end vi ville kunne alene. Jeg fortsætter selv som direktør for Affectum, og jeg glæder mig til at føre virksomheden videre sammen med DEKRA og vores dygtige medarbejdere,” siger Gitte Kilhof, adm. direktør og ejer af Affectum.
Allerede nu er det muligt at tage kompetencegivende AMU-kurser inden for SOSU-området på flere af DEKRAs skoler i hele landet.
Om Affectum
Affectum er en dansk uddannelses- og kompetenceudviklingsvirksomhed med speciale inden for social- og sundhedsområdet. Med afsæt i det anerkendte koncept VækstKULTUR® arbejder virksomheden med uddannelse, rådgivning og kompetenceudvikling for blandt andet kommuner, plejecentre, hjemmeplejen og sundhedssektoren samt private virksomheder. Affectum er Autoriseret Arbejdsmiljørådgiver.
Om DEKRA Danmark
DEKRA Danmark er en af Danmarks største udbydere af AMU-kurser og uddanner hvert år tusindvis af mennesker til job inden for blandt andet transport, logistik, industri og service. Virksomheden arbejder målrettet for at skabe sikkerhed, kompetencer og beskæftigelse gennem uddannelse og opkvalificering.
Kontakt
Christen Bagger, adm. direktør, DEKRA Danmark
E-mail: christen.bagger@dekra.dk · Telefon: 41 44 77 01
Gitte Kilhof, adm. direktør og ejer, Affectum
E-mail: gk@affectum.dk · Telefon: 26 24 14 61
Kilder til tallene
Behovet for ca. 25.000 flere fuldtidsansatte på SOSU-området frem mod 2034 stammer fra FOA’s fremskrivning ”Behov for 25.000 flere SOSU’er om ti år” (2025), baseret på Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning.
Tallet for forgæves rekruttering (ca. hver femte stilling som social- og sundhedsassistent) bygger på kvartalsvise rekrutteringssurveys fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), gengivet af bl.a. VIVE (2024).
Finansministeriets fremskrivninger har tidligere anslået en mangel på op mod 17.000 medarbejdere i ældreplejen i 2030 og ca. 14.500 sosu’er i 2035 ved uændret serviceniveau.
Emner
Kategorier
Regions
Om DEKRA
DEKRA blev grundlagt i 1925 i Berlin og er oprindelig en forkortelse for Deutscher Kraftfahrzeug-Überwachungs-Verein (Brancheorganisation for tyske bilproducenter). DEKRA startede altså som en uafhængig organisation med det formål at højne sikkerheden i køretøjer og dermed på vejene. Over årene har DEKRA udviklet sig til at være en af verdens førende virksomheder inden for sikkerhed – ikke alene på vejene, men også på arbejdspladser og i hjemmet. I dag omfatter DEKRAs ydelser bl.a. køretøjsinspektion, ekspertvurderinger ifm. forsikringsskader, rådgivning, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer, vikarservices og uddannelse.
Med afdelinger i mere end 60 lande og en medarbejderstab på over 45.000 mennesker, er DEKRA en global aktør. Vores vision er skarpt rettet mod at gøre DEKRA til den foretrukne globale partner for en sikker verden.
I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 700 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.
DEKRA dækker hele Danmark.