Gå til indhold
Godt samarbejde er opskriften på at garantere lærepladser

Pressemeddelelse -

Godt samarbejde er opskriften på at garantere lærepladser

Mange elever har stadigvæk svært ved at finde lærepladser. Men ikke hos DEKRA. Her har de fundet opskriften på, hvordan de sikrer lærepladser til deres elever på uddannelsen til at blive faglært lastbilchauffør. Derfor kan de med ro i maven garantere dem en læreplads, allerede inden de er startet på grundforløbet. Jan Brochdorf der er chefkonsulent ved DEKRA Erhvervsskole i Brøndby mener, at andre skoler bør gøre en ekstra indsats for at få elever ud i lærepladser.

Tæt samarbejde med virksomhederne

41.639 virksomheder har netop fået en bøde for ikke at opfylde deres mål om lærepladser i 2018. Ifølge tal fra Undervisningsministeriet mangler der stadigvæk ca. 8.500 lærepladser.

Det billede kan DEKRA Erhvervsskole i Brøndby ikke genkende. Her har de ikke problemer med at finde lærepladser til deres elever. Men de er ikke kommet sovende til det.

”Vi lægger en stor indsats i at have et godt og tæt samarbejde med virksomhederne, og vi hjælper dem med at finde de rette lærlinge”, udtaler Jan Brochdorf, der er chefkonsulent for DEKRA Erhvervsskole i Brøndby.

Hjælper med rekrutteringen

For DEKRA Erhvervsskole i Brøndby er det utroligt vigtigt at have løbende dialog med vognmændene, og derfor følger de altid op på praktikforløbene.

”Vi vil være den bedste partner for virksomhederne. Derfor hjælper vi dem med rekrutteringen, hvor de kommer ud på skolen og møder elever, der snart skal i praktik. Nogle gange fylder jeg også en bil med elever, og tager ud og besøger nogle virksomheder”, siger Jan Brochdorf.

Lige nu samarbejder DEKRA Erhvervsskole i Brøndby med 36 virksomheder inden for godstransport, flyttetransport, tank og renovation på Sjælland. Derfor er der også gode praktikmuligheder for de knap 50 elever, der netop er startet på uddannelsen i august.

Mentorkurser skal sikre succesfulde læreforløb

For at klæde virksomhederne bedst muligt på til at skulle have lærlinge, afholder DEKRA Erhvervsskole mentorkurser for vognmændenes lærepladsansvarlige.

Kurset varer 3 dage og har fokus på, hvordan virksomheden kan planlægge et succesfuldt forløb. Her lærer de at støtte lærlingen både fagligt, socialt og personligt.

Skoler skal yde en ekstra indsats

Chefkonsulent Jan Brochdorf fornemmer at virksomhederne gerne vil tage lærlinge, fordi de ved, at der er brug for dem, og de ser det som et samfundsansvar.

”Men skolerne har også et ansvar for at gøre en ekstra indsats for at få elever ud i lærepladser, så de kan afslutte deres uddannelse”, påpeger han.

Han understreger, at de hos DEKRA altid ser på elevens fulde forløb, og at de ser det som deres ansvar at eleven får en læreplads. 

Emner

Regions


Om DEKRA

DEKRA blev grundlagt i 1925 i Berlin og er oprindelig en forkortelse for Deutscher Kraftfahrzeug-Überwachungs-Verein (Brancheorganisation for tyske bilproducenter). DEKRA startede altså som en uafhængig organisation med det formål at højne sikkerheden i køretøjer og dermed på vejene. Over årene har DEKRA udviklet sig til at være en af verdens førende virksomheder inden for sikkerhed – ikke alene på vejene, men også på arbejdspladser og i hjemmet. I dag omfatter DEKRAs ydelser bl.a. køretøjsinspektion, ekspertvurderinger ifm. forsikringsskader, rådgivning, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer, vikarservices og uddannelse.

DEKRA har kontorer i mere end 50 lande og beskæftiger over 39.000 medarbejdere. Når vi fylder 100 år i 2025, er det vores vision, at DEKRA er Global Partner for en Sikker Verden.

I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 300 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.

DEKRA dækker hele Danmark.

Pressekontakt

Thomas Hedegaard

Thomas Hedegaard

Pressekontakt Head of Marketing National Marketing 31 63 20 20

Relaterede nyheder