Gå til indhold

Nyhed -

​Den Blå Planet arbejder for verdens koralrev

Det australske nationalikon Great Barrier Reef er sammen med koralrev verden over truet af blandt andet forurening og klimaforandringer, men en anden og mindre kendt trussel er tornekroner, der spiser revene.

Tornekroner er en søstjerneart, der æder koraller, og antallet af tornekroner er nu så stort, at koralrev mange steder i verden er i fare. Sammen med Den Blå Planet har Københavns Universitet derfor indledt et forskningsprojekt for at undersøge tornekronernes synssans og orienteringsevne. Målet er at finde ud af, hvordan tornekronerne finder frem til korallerne og dermed kunne hjælpe indfangningen og bekæmpelsen af tornekroner i truede områder.

”Det er essentielt for os at gøre en forskel for livet i vandet – det er faktisk en af de vigtigste grunde til, at Den Blå Planet er til – så derfor er vi meget glade for at deltage i dette forskningssamarbejde, som kan være med til at redde verdens koralrev,” siger vicedirektør på Den Blå Planet Kai Frydendahl.

Mandag den 23. marts klokken 19 er der foredrag på Den Blå Planet om tornekronernes synssans og baggrunden for de pludselige eksplosioner i bestanden.

Foredragsholder Ronald Petie er ekspert i synssans og har en ph.d i zoologi fra Lunds Universitet. Petie arbejder på Københavns Universitet og vil fortælle om arbejdet med at undersøge tornekronernes syn og hvilke faktorer, der spiller ind i de voldsomme tornekrone-udbrud. Foredraget varer cirka 30 minutter.

”Jeg glæder mig til foredraget og håber, vores gæster både bliver klogere på disse fascinerende dyr, på hvorfor forskningen i deres syn er vigtig – og på vandets forunderlige liv,” siger Kai Frydendahl.

Tornekroner kan i øvrigt opleves i Den Blå Planets udstilling.

Related links

Emner

Vi får børn og voksnes hjerter til at banke for vandets forunderlige liv

Den Blå Planet er Nordeuropas største og mest moderne akvarium. Etableret i 1939 som Danmarks Akvarium i Charlottenlund nord for København. Genåbnet i 2013 i Kastrup direkte ud til Øresund som et arkitektonisk mesterværk, med oplevelser i verdensklasse og nyt navn: Den Blå Planet, Danmarks Akvarium.

Akvariet rummer over syv millioner liter vand, hundredvis af arter og tusindvis af dyr og er dybt engageret i videnskab og naturbevarelse. Det er faktisk en af de vigtigste grunde til, at Den Blå Planet, Danmarks Akvarium blev sat i verden for over 80 år siden.

Den Blå Planet, Danmarks Akvarium
Jacob Fortlingsvej 1
2770 Kastrup
Denmark