Gå til indhold
Foto: Magnus Møller, Den Blå Planet

Pressemeddelelse -

Koster en halv million: Broløbet lukker Den Blå Planet d. 15. juni

Søndag d. 15. juni 2025 løber 40.000 mennesker over Øresundsbroen for at markere broens 25-års jubilæum. Det betyder desværre at Den Blå Planet, Danmarks Akvarium må holde lukket, da adgangen hertil er nærmest umulig. Akvariet har normalt åbent 365 dage om året og har, bortset fra corona-nedlukninger, ikke tidligere holdt lukket siden åbningen i 2013.

Vi bakker meget gerne op om markeringen af broens jubilæum, vi er de første til at glæde os over broens placering, da den er afgørende for, hvor mange svenske turister der besøger os; vi har allerede haft knap 18.000 svenske gæster i 2025. Vi kunne bare have ønsket os, at de, som har været involveret i at planlægge markeringen, havde taget højde for de konsekvenser et sådant arrangement har for os.

Lukningen falder i højsæsonen og har mærkbare økonomiske konsekvenser: På samme dag sidste år besøgte 2.515 gæster akvariet, og dermed koster nedlukningen d. 15. juni Den Blå Planet omkring 450.000 kr. i tabte indtægter. Det svarer til to måneders foder til akvariets 24.000 dyr.

Uden gæster – ingen Den Blå Planet
Som erhvervsdrivende fond uden offentlige driftstilskud er Den Blå Planet afhængig af billetindtægter. Derfor gør det økonomisk ondt, når vi må holde lukket.

“Vi er meget kede af, at måtte holde lukket – især på en dag, hvor vi ved, at besøgstallet typisk ville ligge over 2.000 gæster” siger adm. direktør Jon Diderichsen og fortsætter:


“Vi håber meget, at de, der havde planlagt at besøge os på søndag, vælger at komme en anden dag. Vi er 100% afhængige af vores billetindtægter. Det er dyrt at drive et akvarium af internationalt format som vores”.

Vi lader os ikke slå ud af omstændighederne
Det er selvfølgelig ærgerligt at skulle holde lukket, men vi har valgt at bruge tiden konstruktivt, og sætter derfor gang i en større omgang vedligeholdelsesarbejde, som udføres, mens akvariet holder lukket. Det er opgaver som er svære at gennemføre i det daglige, fordi vi netop har gæster i huset 365 dage om året.

21 % rabat til broløbsdeltagere – én procent for hver kilometer
Selvom dørene må forblive lukkede den 15. juni, byder Den Blå Planet velkommen til alle broløbsdeltagere i dagene efter. Ved fremvisning af startnummer ved billetskranken får løberne én procent i rabat på entrébilletten for hver løbet kilometer.

Rabatten gælder både løberen og ledsagere (familie eller venner) fra den 16. til og med den 27. juni 2025.

”Vi glæder os til at tage imod jer – bare ikke den 15. juni,” afslutter Jon Diderichsen.


Den Blå Planet er Nordeuropas største og mest moderne akvarium. Etableret i 1939 som Danmarks Akvarium i Charlottenlund nord for København. Genåbnet i 2013 i Kastrup direkte ud til Øresund som et arkitektonisk mesterværk, med oplevelser i verdensklasse og nyt navn: Den Blå Planet, Danmarks Akvarium.
Akvariet rummer over syv millioner liter vand, hundredvis af arter og tusindvis af dyr og er dybt engageret i videnskab og naturbevarelse. Det er faktisk en af de vigtigste grunde til, at Den Blå Planet, Danmarks Akvarium blev sat i verden for over 80 år siden.

Kontakt