Pressemeddelelse -
Verdens bedste undervandsfotos udstilles på Den Blå Planet
Den Blå Planet, Danmarks Akvarium, inviterer gæster til at dykke ned under havets overflade med fotoudstillingen Underwater Photographer of the Year 2025, som netop er åbnet.
Udstillingen præsenterer årets bedste undervandsfotografier fra hele verden - alt fra babyhvaler, territoriale kæmpesvinefisk og fascinerende hajer.
Konkurrencen Underwater Photographer of the Year blev første gang afholdt i 1965 i Storbritannien og er i dag en af verdens mest anerkendte fotokonkurrencer. I 2025 gik hovedprisen til den spanske fotograf Alvaro Herrero (Mekan) for billedet "Radiant Bond", der viser en pukkelhvalmor, som ledsager sin kalv op til overfladen for at trække vejret. Vinderbilledet blev udvalgt blandt mere end 6.750 indsendte billeder - det højeste antal i konkurrencens historie.
"Udstillingen giver vores gæster en unik mulighed for at opleve havets liv gennem linsen fra verdens dygtigste fotografer. Den viser, hvor meget der er at beundre og beskytte under overfladen," siger Jon Diderichsen, direktør på Den Blå Planet, Danmarks Akvarium.
Mellem kunst og naturformidling
Billederne i udstillingen skildrer både skrøbelige og intense øjeblikke fra havet og fungerer som en stærk påmindelse om, hvor vigtigt det er at beskytte livet i verdenshavene. Samtidig giver udstillingen et sjældent indblik i miljøer og arter, som normalt kun dykkere og forskere får lov at opleve.
"Som Danmarks Akvarium har vi et ansvar for at skabe fascination for havet og samtidig minde om, hvor sårbart det er. Disse billeder er en ekstra dimension til gæsternes oplevelse og understøtter vores mission om at bringe havet tættere på," siger Jon Diderichsen.
På Den Blå Planet vises 51 udvalgte fotografier i en stemningsfuld ramme omgivet af akvarier, hvilket skaber en kombination af kunst og natur.
Fakta om udstillingen:
- Underwater Photographer of the Year 2025 kan opleves på Den Blå Planet hele sommeren og frem til 31. oktober 2025.
- Konkurrencen er inddelt i 13 kategorier, bl.a. vidvinkel, makro og adfærd.
- Vinderbilledet "Radiant Bond" viser en pukkelhvalmor sammen med sin kalv taget i Fransk Polynesien af den spanske fotograf Alvaro Herrero (Mekan).
- Hvis du ønsker at se udstillingen på Den Blå Planet i tidsrummet 19-21, kan billetter købes online til kun 99 kr. hele sommeren for adgang til akvariet og fotoudstillingen.
Related links
Emner
Kategorier
Den Blå Planet er Nordeuropas største og mest moderne akvarium. Etableret i 1939 som Danmarks Akvarium i Charlottenlund nord for København. Genåbnet i 2013 i Kastrup direkte ud til Øresund som et arkitektonisk mesterværk, med oplevelser i verdensklasse og nyt navn: Den Blå Planet, Danmarks Akvarium.
Akvariet rummer over syv millioner liter vand, hundredvis af arter og tusindvis af dyr og er dybt engageret i videnskab og naturbevarelse. Det er faktisk en af de vigtigste grunde til, at Den Blå Planet, Danmarks Akvarium blev sat i verden for over 80 år siden.