Nyhed -

Fodbold på Kanal 5, 6'eren og Eurosport 2 i uge 35

Der er lagt op til en stor fodbolduge, hvor vi både skal se FC København og Brøndbys Europa League-kvalifikationskampe, Superliga samt et par herlige godbidder fra Premier League. Her skal både Kasper Schmeichel og Christian Eriksen nemlig i aktion.

Torsdag den 30. august kl. 18.00 på 6’eren
Playoff til Europa League, 2. kamp
FC København-Atalanta
Direkte fra Parken. Der venter FC København hård modstand i det sidste opgør for at komme i gruppespillet i Europa League. Italienske Atalanta, der sidste år hentede Andreas Cornelius i netop FC København, er et solidt mandskab fra Serie A, som kan volde de fleste problemer. I sidste sæson snuppede Atalanta den sidste Europa Cup-plads i Italien, og op til denne sæson har klubben forstærket sig yderligere.
Kommentatorer: Zak Egholm og Lars Jacobsen

Torsdag den 30. august kl. 20.25 på 6’eren
Playoff til Europa League, 2. kamp
Brøndby-KRC Genk
Direkte fra Brøndby Stadion. Det er sidste kamp inden gruppespillet i Europa League, når Alexander Zornigers mandskab tager imod belgiske KRC Genk. Brøndby har besejret FK Sparta Subotica for at nå frem til playoff-runden, mens Genk har marcheret over Fola fra Luxembourg og polske Lech Poznan for at nå frem til de afgørende kampe. Den samlede vinder kvalificerer sig til gruppespillet i Europa League.
Kommentatorer: Casper Høygård og Morten Bruun

Lørdag den 1. september kl. 13.30 på 6’eren
4. spillerunde Premier League
Leicester-Liverpool
Direkte fra King Power Stadium. Det bliver ingen let opgave for Kasper Schmeichel, når sidste sæsons Champions League-finalister fra Liverpool gæster Leicester i 4. runde af Premier League. I sidste sæson spillede de to klubber to tætte opgør mod hinanden. Begge kampe blev dog vundet af Liverpool med henholdsvis 2-1 og 3-1. Egypteren Mohammad Salah stod i øvrigt for tre af Liverpools fem mål mod Leicester i sidste sæson.
Kommentatorer: Peter Piil og Morten Bruun

Søndag den 2. september kl. 17.00 på 6’eren
4. spillerunde Premier League
Watford-Tottenham
Direkte fra Vicarage Road. Tottenham er absolut ikke nogen ønskemodstander for Watford historisk set. Det er nemlig de hvidblusede fra Tottenham som i den grad har overhånden mod Elton Johns gamle klub. Klubberne har gennem årene mødt hinanden 45 gange, og det har resulteret i 29 sejre til Tottenham, ni uafgjorte og blot syv sejre til Watford. Det bliver derfor spændende at se, om Watford i denne Premier League-runde kan stille noget op mod Tottenham med stjerner som Christian Eriksen, Harry Kane og verdensmester Hugo Llrois.
Kommentatorer: Peter Piil og Mads Junker

Søndag den 2. september kl. 14.00 på Eurosport 2
8. spillerunde Superligaen
Randers FC-AaB
Direkte fra BioNutria Park. Det er to klubber, som begge har fået en fornuftig start på 18/19-sæsonen, der tidligt søndag eftermiddag tørner sammen i Randers. AaB-mandskabet med træner Morten Wieghorst scorer ikke mange mål, men omvendt lukker de heller ikke mange ind. Så det bliver interessant at se om Randers og træner Thomas Thomasberg har luret, hvordan nordjyderne skal spilles.
Kommentatorer: Casper Høygård og Morten Bruun

Søndag den 2. september kl. 14.00 på Eurosport 2
8. spillerunde Superligaen
Esbjerg-FC København
Direkte fra Blue Water Arena. Hvis der er nogen i og omkring FC København, som går og glæder sig ekstra meget til opgøret mod Esbjerg, så er det fuldt forståeligt. Københavnernes kampe mod vestjyderne plejer nemlig at være lig med tre stensikre point til Ståle Solbakkens tropper. De ni seneste opgør mellem klubberne har resulteret i 8 sejre til FCK og en enkelt uafgjort. Målscoren i de kampe hedder 21-6 i FC Københavns favør.
Kommentatorer: Zak Egholm og Lars Jacobsen

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • 6eren
  • kanal5
  • eurosport 2

Kontakt

Casper Felt

Pressekontakt Communications Manager Corporate Communications +45 31 10 63 84

Lena Bøgild

Pressekontakt PR-chef / Manager PR and Digital 20432919