Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Birger Eriksen takker af: legenden, der satte Sejet Planteforædling på landkortet

Efter 38 år i Sejet Planteforædling - heraf 24 år som planteforædler og knap 14 år som direktør - går Birger Eriksen på pension. Herunder følger et portræt af Birger Eriksen, der i fødevarebranchen er kendt som noget af en legende.

Et liv med marker - og et sommerhus uden
Efter 38 år med fokus på afgrøder, så har familien Eriksen købt et sommerhus langt ude i klitterne, hvor der ikke er en mark i nærheden.

”Det var min kones idé,” siger Birger Eriksen med et smil: ”Hun sagde, at hvis vi skulle have et sted at slappe af, så skulle det være langt væk fra marker og landbrug - ellers går du bare og kigger på afgrøder hele tiden.”

Birger Eriksen har levet et arbejdsliv centreret om marker og helt specifikt udviklingen af nye kornsorter. Særligt det sidste har Birger haft succes med gennem mange år. Én af de største sejre gennem hans lange karriere er ’Sebastian’. En bygsort, der skulle vise sig at blive en af Europas største maltbyg-succeser, men som vi her kan afsløre stod til aldrig rigtig at komme i betragtning hos de store bryggerier, inden den blev et kæmpehit.

’Sebastian’ blev fejlbedømt

Birger Eriksen fik nemlig en besked i 2003, hvor Sebastian var en helt nyudviklet sort. Men kort efter fødsel var Sebastian nu på vej til at blive fravalgt, fordi en komite, der afgør denne slags, ikke betragtede Sebastian som en A-liste sort.

”Det ville være rigtig ærgerligt, for så ville Europas landmænd aldrig have begyndt at dyrke den,” fortæller Birger. Han vidste, at Sebastian var noget særligt. Derfor satte han sig i bilen og kørte til Amsterdam for at møde de rigtige mennesker. Han vidste, at han skulle have fat i nogen fra Heineken, der også dengang var en af Europas store bryggerier. Kunne han overbevise dem, så vidste han, at han havde det, der skulle til for at få Sebastian på A-listen. Efter en nat på motorvejen og med kun en løs aftale med bryggerigiganten bankede han på Heinekens dør en tidlig morgen, og fik sig på en dag talt igennem hovedkontoret.

Tilbage i Danmark tikkede nyheden ind: Sebastian var taget ind på Heinekens grønne liste. Det blev startskuddet til en af Sejets største succeser og cementerede Birgers ry som en mand, der ikke accepterer nederlag.

En karriere med dybe rødder
Birger Eriksen har haft planteforædlingen helt inde i sit DNA. Han begyndte i Sejet, der ligger ved Horsens Fjord, i 1988 og stod i spidsen for byg-programmerne i 24 år, før han i 2012 blev direktør. Som forædler registrerede han mere end 100 sorter i Danmark og udlandet - mange af dem store succeser. Som direktør har han skabt rammerne for, at Sejet kunne levere produkter, der matcher både danske landmænds behov og internationale markeder.

Planteforædling er og har gennem årene været et ekstremt vigtigt værktøj for landbruget. Flere rapporter er kommet frem til at planteforædling over årene har bidraget med en årlig udbyttestigning på op mod 1 procent.

”Med renters rente er det jo et ret flot resultat, og det er jeg egentlig glad for at have bidraget til. Fakta er, at hvis vi ikke havde et omfattende forædlingsarbejde, så ville Europa være nettoimportør af korn i dag. I stedet er vi heldigvis i en position, hvor vi år efter år har et omfattende eksportprogram, som bidrager til den globale fødevareproduktion.”

DLG Group ejer Sejet Planteforædling, men for nylig engagerede Novo Holding sig også i virksomheden.

”Jeg er stolt af, at Sejet i dag er en veldreven virksomhed med stærke værdier og en klar retning,” siger Birger. ”Vi har løftet opgaven med at levere sorter til dansk landbrug - og samtidig sat et fodaftryk i Europa.”

Passion og prioritering
Birger beskriver planteforædling som et fodboldhold: ”Man vinder sammen og ikke alene, og man kan spille nok så flot, men hvis man ikke scorer mål, så kan det være lige meget.” For ham har engagement og skarpe prioriteringer været nøglen i arbejdet både som forædler og som direktør. Det har gjort ham til en toneangivende stemme i branchen, hvor han har været formand for Danske Sortsejere, aktiv i Euroseeds og med til at starte Crop Innovation Denmark og Danish Preferred. Han har presset på for forskning, innovation og regulering - blandt andet i arbejdet med nye genomteknologier.

Derfor var det også en stor glæde for Birger Eriksen, at der få uger inden hans pensionering tikkede endnu en god nyhed ind fra Europa. Nemlig at vejen nu er banet for NGT-planteforædling kan blive tilladt, for det er noget Birger har arbejdet for i mange år, og som han tror kan være en kæmpe gamechanger for branchen.

”Det handler altid om at kunne levere så meget og stabilt udbytte som muligt, på så lidt plads som muligt. Selv vores ministre, har jeg noteret, har lært den remse. Her kan NGT virkelig skabe et tigerspring, så vi kan levere gode udbytter i en virkelighed, hvor landmændenes brug af kvælstof og kemi sættes ned.”

Sporene lever videre i markerne
Historier som dem om Sebastian og NGT siger det hele om Birger Eriksen. Det har nemlig aldrig kun handlet om planteforædling og genetik. Det handler om at tage sit arbejde og sig selv seriøst i en grad, så man tager bilen spontant til Amsterdam, når det er nødvendigt. Det handler om at lykkes med det, som man brænder for.

Nu takker han af som en meget markant profil i dansk planteforædling. Men sporene efter hans arbejde vil leve videre i markerne.

Emner


DLG-koncernen er en førende europæisk virksomhed, der opererer inden for de tre forretningsområder Food, Energy & Hosuing, og derigennem opfylder nogle af de mest basale behov hos mennesker og samfund. Virksomheden er et andelsselskab ejet af 25.000 danske landmænd. Selvom vi har danske rødder, har vi et globalt udsyn. Fra tidligere udelukkende at operere i Danmark er DLG-koncernen vokset markant de seneste 20 år og vi er i dag 7.000 medarbejdere, har aktiviteter i 18 lande og salg til 70 lande over hele verden.

Drevet af vores ønske om at muliggøre en bedre fremtid for kommende generationer, udvikler og leverer vi løsninger og produkter, der kan hjælpe vores kunder og ejere med at omstille sig til en grønnere fremtid, samtidig med at vi transformerer vores egen drift

I 2024 havde DLG-koncernen en omsætning på 60 mia. kr., hvilket gør os til en af Danmarks største virksomheder målt på omsætning. Cirka 65 % af vores omsætning genereres i Tyskland, som er vores største marked.

Kontakt