Pressemeddelelse —
Høstaftaler på plads: DLG og ejere vil løfte værdien på årets høst
Andelshaverne har bakket op om DLG’s nye tiltag med fastsættelse af mængde og delvis prissætning af årets høst. Det giver DLG mulighed for at planlægge logistik og salg i god tid og dermed øge værdien af andelshavernes afgrøder.
Mandag var fristen for at lave en aftale om årets høst med DLG for at opnå de bedste vilkår, og det har andelshaverne i selskabet haft stor interesse i.
Det betyder, at DLG allerede nu har aftaler på ca. 85 % af den totale forventede indlevering i høst 2026, hvilket er markant foran den indtegnede mængde sidste år.
”Vi vil gerne handle med alle, der vil handle med os, så vi står naturligvis klar til at tage imod mere korn, end det, der er planlagt nu. Det bliver dog til en højere indleveringspris, som vi har fastsat, fordi det er dyrere for fællesskabet, når der kommer uplanlagte mængder i høst,” siger Peter Kjær Jensen, der er Executive Vice President for Agriculture i DLG.
Opbakningen giver bedre forudsætninger for at skabe værdi for andelshaverne fortæller Peter Kjær Jensen.
”Når vi i så god tid før høsten har tegnet så stor en mængde, som vi har, står vi langt stærkere i forhold til logistik, afsætning og timing i markedet. Det betyder en mere smidig høst, mindre ventetid og bedre muligheder for at sikre de rigtige priser. Nu glæder jeg mig til, at vi i den kommende periode kan vise styrken i fællesskabet og skabe mest mulig værdi for andelshaverne,” siger Peter Kjær Jensen.
Fra overblik til handling
Med størstedelen af mængderne på plads går DLG nu ind i en fase, hvor planlægningen omsættes til konkret handling. Det gælder både disponering af lagerkapacitet, planlægning af transport og ikke mindst arbejdet med at positionere afgrøderne bedre i markedet.
”Det er nu, vi for alvor kan begynde at arbejde aktivt med de mængder, vi får ind i høst. Det giver os mulighed for at ramme markedet bedre og sikre en mere effektiv afvikling af høsten. Med andre ord, er det den måde, vi bedst muligt kan øge værdien af vores ejeres afgrøder,” siger Peter Kjær Jensen.
Fælles om høsten
Mogens Andresen, segmentdirektør i DLG for det sydlige Danmark, har været tæt på dialogen med mange af landmændene.
”Der har været en klar fælles forståelse af, at vi er sammen om at få mest muligt ud af den danske høst. Vores budskab til andelshaverne er, at vi kan styrke værdien for hele fællesskabet, når vi arbejder tæt og loyalt sammen, og det er der bred opbakning til blandt andelshaverne. Vi har nu det niveau, der skal til for at vi kan planlægge rigtig godt, og det er i sidste ende det, der skal sikre en velafviklet høst og de mest konkurrencedygtige priser,” siger han.
Fortsat mulighed for levering
For de landmænd, der endnu ikke har indgået en aftale om høstindlevering, er der fortsat mulighed for at levere hele eller dele af årets høst.
”Det er vigtigt at understrege, at vi stadig tager imod korn i høst. Det kræver blot, at man har en kontrakt med DLG, inden man kører på brovægten. Indleveringsomkostningen er højere, når man indgår aftalen senere, men vi er absolut ikke udsolgt på kapacitet,” siger Mogens Andresen.
Kategorier
DLG Group er en førende europæisk virksomhed, der opererer inden for de fire forretningsområder Food, Energy, Housing og Animal Nutrition og derigennem opfylder nogle af de mest basale behov hos mennesker og samfund. Virksomheden er et andelsselskab ejet af over 20.000 danske landmænd. Selvom vi har danske rødder, har vi et globalt udsyn. Fra tidligere udelukkende at operere i Danmark er DLG Group vokset markant de seneste 20 år og vi er i dag 7.000 medarbejdere, har aktiviteter i 18 lande og salg til 70 lande over hele verden.
Drevet af vores ønske om at muliggøre en bedre fremtid for kommende generationer, udvikler og leverer vi løsninger og produkter, der kan hjælpe vores kunder og ejere med at omstille sig til en grønnere fremtid, samtidig med at vi transformerer vores egen drift
I 2025 havde DLG Group en omsætning på 61,8 mia. kr., hvilket gør os til en af Danmarks største virksomheder målt på omsætning.